En vinter hos Hr. Nok – et eventyr

Nede i græsset boede Hr. Nok. Om natten sov han i en muslingeskal, som han havde arvet fra sin onkel, der selv havde byttet sig til den på en rejse helt til havet og som derefter havde fået den leveret med billefragt. Når det regnede eller var koldt trak han muslingeskallen hen over sig som et skjold mod vind og vejr og når vejret var klart og varmt, vendte han den og lod sig blidt vugge i søvn mens han så på alle himmelens stjerner. Om morgenen, når han vågnede, strakte han de otte ben et efter et og iførte sig sine røde snabelsko. Så gabte han tilfreds og sagde – ”Jeg er nok, jeg gør nok, jeg har nok!” Og sådan gik hans dage; mætte og fulde af tilfredshed.

Ved siden af Hr. Nok boede Hr. Mangel. Hr. Mangel brugte sine dage på, hændervridende, at prøve at få overblik over sit enorme forråd mens han bekymret forestillede sig alt det forfærdelige der kunne ske. – Hvor længe ville han kunne klare sig uden nye forsyninger, hvis der kom hungersnød? Var der mon nok af de tørrede hyben? Eller skulle han samle flere? Og hvad med tæpperne – ville de give tilstrækkelig beskyttelse under en snestorm? For en sikkerheds skyld var alting boltet fast – hvis nu der skulle komme en orkan. Og Hr. Mangel forlod sjældent sit hjem i længere tid, for – som han sagde – ”man ved aldrig, hvad der sker!”

En dejlig efterårsdag, hvor solen skinnede og luften var klar, kom Hr. Nok, der var ude på sin daglige spadseretur, forbi sin nabos hus.

Hr. Mangel, der var travlt optaget af at sømme sine vinduer ekstra grundigt fast og derfor ikke kunne høre de lette fodtrin bag sig, havde nær fået hjertet i den gale hals af forskrækkelse, da Hr. Nok rømmede sig og hilste elskværdigt på ham.

– ”Du alt forbarmende!”, gispede Hr. Mangel. ”Du kommer jo snigende, som en tyv i natten!”

– ”Ja”, sagde Hr. Nok, med et glimt i øjet. – ”Pas på jeg ikke hapser én af dine nødderoulader…. Men sig mig, gode nabo, hvorfor er du i grunden så forfærdeligt ræd for alting?”

Hr. Mangel der ikke selv syntes, at han var ”ræd for alting” men blot omhyggelig, fnyste og så olmt på sin nabo. Men han nåede aldrig at svare, for i det samme begyndte jorden at skælve under dem. Hr. Mangel klamrede sig til sin stige. – Nu sker det, tænkte han, det er nu jorden går under!

Men det var det ikke. Det var derimod en ko, der kom gående forbi dem og nu løftede den halen og lod en kokasse falde, lige ned på Hr. Mangels hus – og, ja, naturligvis Hr. Mangel selv, som stadig stod på andet trin af stigen. Hr. Nok, der havde kigget op, da koen et øjeblik skyggede for solen, nåede at spæne alt hvad snabelskoene kunne trække, og blev lige akkurat ikke ramt. Jorden gungrede da koen gik videre, så blev der helt stille.

Hr. Mangel var i en apatisk, chok tilstand i tre dage og tre nætter. I de tre dage og tre nætter, hverken spiste, drak eller sov han men sad blot og stirrede lige ud i luften med mørke, glasklare øjne. Hr. Nok, der ihærdigt havde gravet sin nabo fri af kokassen, taget ham med til åen for at blive vasket og derefter havde taget ham med hjem og pakket ham ind i nogle lune tæpper, så bekymret til. Men lige gyldigt, hvad han gjorde, forblev Hr. Mangel i sin egen dystre verden.

Efter tre dage begyndte han pludselig at ryste. Så hulkede han. Og til sidst begyndte han at jamre og vræle værre end en kat i løbetid.

– ”Min ven, min ven”, sagde Hr. Nok og rakte ham trøstende et lommetørklæde, strøg ham over panden og klappede ham blidt på ryggen. – ”Du skal se, det går nok alt sammen”.

Men Hr. Mangel vrælede blot endnu højere og til sidst kunne Hr. Nok ikke holde ud at høre på det mere og gik ud for at finde svampe til en suppe. Da han kom tilbage var hyleriet heldigvis ophørt og der lød nu blot sagte hulk fra Hr. Mangel.

– Så, nu er det nok!”, sagde hr. Nok, da han lidt senere rakte en skål dampende varm suppe til Hr. Mangel. – ”Nu må du se at spise og komme videre”.

– ”Ja, men jeg har jo mistet alting”, snøftede Hr. Mangel (men tog alligevel imod suppen).

– ”Visse vasse”, svarede hr. Nok – ”det vigtigste har du da endnu i behold”. – ”Livet”, tilføjede han efter en lille pause, da han kunne se, at den anden ikke forstod, hvad han mente. – ”Du kan blive her hos mig – jeg har altid nok!”

– ”Ja, men hvad skal jeg leve af hele vinteren?”, jamrede Hr. Mangel, der end ikke tænkte på, at sige tak. – ”Du har jo ikke noget forråd!”

Hr. Nok tog en dyb indånding, så spurgte han – ”kan du lide suppen?” Og da Hr. Mangel nikkede, smilede han og sagde – ”så spis!”

Hele vinteren boede Hr. Mangel således hos Hr. Nok og efterhånden lærte han, at livet byder på et utal af velsignelser, som han slet ikke før havde kendt til eller kunne have forestillet sig. Og da han hen ad vejen slappede mere af og begyndte at have tillid til tilværelsen, fandt Hr. Nok ham mindre anstrengende og de to blev bedste venner.

En dag i maj måned forelskede Hr. Mangel sig hovedkulds i den lille frøken Nøjsomhed, der til alt held gengældte hans kærlighed. Til deres bryllup samme sommer (hvor han i øvrigt fandt det mest passende at han tog hendes navn) byggede han hende en fin lille hytte, på pladsen ved siden af hans gamle, nu overgroede, hus. Og netop her, næret af koens gødning, sprang på deres bryllupsdag, ikke mindre end 48 knaldrøde cornucopia blomster ud.

-Åhh tak, hvilken gave!, hviskede Nøjsomhed, der ville have været taknemmelig for langt mindre (og næsten syntes det var for meget).

Og selv Hr. Nok, der i dagens anledning havde pyntet snabelskoene fint med blomster i alverdens farver, blev stum af betagelse da han så den enorme overflod af røde trompeter, hvori vinden gjaldede ”TAK” i hvert et horn.

© 2007 Sannie Terese Burén