Det bedste ved mit liv nu, er friheden

Efter et stort og mangeårigt alkoholmisbrug, lykkedes det Birger Madsen at blive ædru og skabe et mønster-liv med chefstillinger og romantisk bondehusidyl. Der var bare ét problem: Han var slet ikke glad! I dag har Birger på ny omlagt sit liv. Nu bor han på en båd – selv om han (endnu) ikke kan sejle.

Af Sannie Terese Burén / Fotos Claus Boesen / Magasinet Psykologi nr. 6/2014. 

Birger Madsen henter mig galant ved bilen, så jeg slipper for at lede hele havnen rundt efter hans båd, og løser dermed til min lettelse også problematikken ”hvordan banker man mon på, på en båd? ”

Det er en smuk forårsdag og jeg er taget til Præstø Havn for at høre om, hvordan Birger tog sit liv op til revision for anden gang, og om en broget fortid, hvor han både har prøvet at skrubbe WC’er for et måltid mad på Kofods Skole og været chef med ansvar for flere hundrede medarbejdere – og om en langtidsindlæggelse på Skt. Hans, der kom ind imellem de to.

Men først fortæller Birger om en barsk barndom på Vesterbro med fordrukne forældre og følelsesmæssig armod, der stadig trækker lange skygger ind over hans liv i dag.

Manglede omsorg

Hans forældre blev skilt da han var omkring fire år gammel, fortæller Birger da vi har fået sat os til rette i ”dagligstuen” midt i båden.

Faderen fik forældremyndigheden over hans to ældre søskende og Birger selv blev hos sin mor. Efter skilsmissen begyndte moren at drikke og fandt en ny mand der også drak.

– Fra da de to fandt sammen var jeg sådan set bare i vejen, og det er noget jeg tydeligt kan mærke i dag. Jeg har mange tanker om at være uønsket og ikke god nok, fortæller Birger.

De andre børn var ofte misundelige på at han aldrig blev kaldt op fra gården, ved spisetid, lige som dem.

– Men jeg tænkte; ”bare jeg blev kaldt op!” Jeg længtes sådan efter grænser og opmærksomhed. Når jeg sammen med de andre børn havde været på tre ugers feriekoloni om sommeren, skulle de hjem og holde ferie med deres forældre. Men min mor og stedfar havde holdt deres ferie mens jeg var væk, så jeg skulle bare gå for mig selv. Min far havde jeg ingen kontakt med.

Dækkede over forældrene

Som barn var Birger også altid flov over sine forældre og skulle dække over, hvordan de levede.

– Når de andre børn spurgte om vi ikke kunne lege hjemme hos mig, gjaldt det bare om at finde en undskyldning. Jeg var aldrig fri i tankerne. Jeg skulle altid dække eller tjekke.

Det værste Birger vidste var at komme tilbage fra juleferien, for så skulle han fortælle hvad han havde fået i julegave.

– Og jeg kunne jo ikke sige at jeg havde fået nye fodboldstøvler eller en ny skoletaske, jeg måtte finde på noget de ikke kunne tjekke! Jeg kunne jo ikke sige, at jeg ingen julegaver havde fået fordi de sloges, eller at flæskestegen var blevet totalt sort fordi de var faldet i søvn, det ville være alt for flovt.

Og så var der volden.

– Nogle gange måtte min mor og jeg flygte fra min stedfar om natten og gemme os i en lille park. Når vi så troede han var faldet omkuld sneg vi os tilbage igen. Det bedste var når han snorkede, så vidste jeg at der var sikkert.

Skjulte bajere i busken

Som 16-årig søgte Birger ind som soldat. På kasernen viser det sig hurtigt, at der er mange der drikker og Birger holder sig ikke tilbage.

– Det er jo ikke sådan at man bliver alkoholiker fra den ene dag til den anden, men det blev hurtigt sådan at jeg fik et stort forbrug. Jeg fandt også hurtigt ud af at dække over det på forskellige måder, den del var jeg jo vant til.

Indimellem havde Birger dog også nogle succes oplevelser. Han var stadig en populær fodboldspiller og god til at score mål (noget der i barndommen havde været en slags frirum for ham) og i 1984 blev han kåret som årets soldat.

Men efter 18 år i militæret søgte Birger orlov.

– Jeg blev skraldemand og så tog det for alvor fart med at drikke. Selv når jeg spillede fodbold var jeg på overarbejde med at skjule bajere i busken og en masse logistik omkring hvordan og hvornår jeg kunne drikke dem uden at nogen opdagede det. Det kræver virkelig stor planlægning!

Så trolde i stuen

Egentlig drak Birger til at starte med bare for at sove og komme lidt væk fra det hele, forklarer han. Ikke behøve spekulere så meget.

– Jeg vidste jo godt det var forkert. Og jeg var også flov. Men når man kommer langt nok ud i misbruget bliver det jo en nødvendighed. Når først man er blevet afhængig, kan man ikke bare tage en pause, for kroppen kræver en vis mængde alkohol for blot at være funktionsdygtig, og får man den ikke kommer der stærke abstinenser.

Birger målte sig også med andre der drak mere end ham.

– Jeg tænkte, at så længe jeg kunne passe mit arbejde, var det ikke et problem. Der var altid undskyldninger. Men til sidst var jeg så langt ude at jeg nogle gange så trolde. Når de gik forbi fjernsynet skyggede de for teksterne. Så vidste jeg at jeg bare skulle få hældt noget mere sprut på, så gik de væk. Det er både uhyggeligt og usselt at tænke tilbage på.

Indlagt på Skt. Hans

I 1995 får Birger en søn. Men parforholdet holder ikke og da Birger flytter, drikker han efterfølgende igennem i ni måneder.

– Så er jeg helt færdig! Jeg blev til sidst indlagt med en promille på 3,46 og abstinenser.

Birger kan dårligt stå på benene, vejer 56 kg og hans tænder er ved at falde ud. På Bispebjerg giver de ham valget mellem hjemsendelse og en indlæggelse på Skt. Hans.

– Så kommer jeg på Skt. Hans. Til at starte med tænker jeg, at jeg lige kan tage fjorten dage, men det ender med 1½ år, hvor jeg går i terapi og får omsorg. Mange spørger, hvornår gik det op for mig at jeg skulle stoppe med at drikke. Jeg blev afruset ni gange og jeg tror at der hver gang er blevet sået et lille frø. Men det gode ved Skt. Hans var at det var en længere periode.

Birger fortæller videre om en oplevelse fra Skt. Hans, hvor han var med til at lave en petanque bane.

– En dag vi spillede, kom der en fyr fra ungdomsafdelingen og var med. Han stod fem minutter med petanquekuglen i hånden og kiggede lige ud i luften. Da vi sagde til ham ”det er altså din tur” kastede han bare bolden lige op og gik over og stillede sig under et træ. Da tænkte jeg; ”Birger, ham dér skal være på medicin resten af livet. Hvis du vil, kan du få dig et godt liv. ”

Birger tænkte også på sin søn, som på det tidspunkt var fire år.

– Og jeg kunne jo se, at hvis jeg ikke stoppede med at drikke ville jeg gøre det samme som mine egne forældre. Jeg har brugt mange nætter på at tænke over om jeg virkelig kunne være det bekendt. Så lavede jeg en aftale med mig selv om at jeg ville holde mig ædru indtil han var 18 år.

Skabte et glansbillede-liv

Efter Skt. Hans blev Birger ansat som serviceleder i DSB, hvor han var i ti år. Efterfølgende har han arbejdet som logistikchef i et firma i Holbæk og siden igen som servicechef, denne gang i hospitalsvæsnet, med ansvar for 400 rengøringsassistenter, portører m.v.

– Jeg tror, at hvis jeg havde mit eget firma, ville jeg ansætte tidligere misbrugere, for man bliver vildt god til logistik! Som alkoholiker havde jeg fuldstændigt styr på, hvor alle andre var. Men det kan man kan jo ikke sige til en jobsamtale. Og når jeg så først havde fået jobbet skulle jeg jo også bevise jeg kunne klare det, så jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at falde ind.

Birger blev også gift igen og købte et dejligt bondehus med stråtag.

– Og jeg var hele tiden ude og spejde på, hvad andre havde og hvor man kunne købe det. Det handlede kun om at spejle sig i andre, og hvad de syntes var godt. Det var et spørgsmål om præstige, chefjob, flot kæreste, lækkert hus … Jeg ville bevise at jeg kunne skabe et ”rigtigt” liv, selvom jeg havde været alkoholiker. Men jeg trivedes slet ikke i det. Og jeg var hele tiden bange for at nogen skulle opdage min fortid.

Parforholdet holdt ikke

Også parforholdet prøvede Birger at gøre til et idyllisk glansbillede, hvor der ikke måtte være diskussioner og uenighed.

– Men det billede er der jo ingen der kan leve op til og bl.a. derfor har jeg altid haft det svært i mine forhold, og mit andet ægteskab endte også med en skilsmisse. Det går i en periode men så bliver jeg bange for at blive svigtet. Og jeg er bange for ikke at være god nok, så jeg skal hele tiden bekræftes.

Birger oplever også at almindelige konflikter ofte kommer ud af proportion.

– Rent intellektuelt kan jeg godt se det. Men følelsesmæssigt reagerer jeg uden at nå at tænke. Min verden er tit sort og hvid. Det er noget jeg er vokset op med. Enten fik man en på kajen eller også fik man en is.

At hjælpe med at se nuancerne er én af de ting Birger stadig får hjælp til hos sin psykoterapeut gennem mange år, Lise Jørgensen.

– Det er så godt at have en at snakke tingene igennem med. Gennem at få øje på nuancerne, hjælper Lise mig til at handle anderledes, det har hjulpet mig rigtig meget, bl.a. i min rolle som far.

Birger har da heller ikke helt opgivet håbet om en dag at få en ny kæreste og at få den del af sit liv til at lykkes.

– Selvom, der jo nok ikke er nogen der vil bo her, siger han med et stort grin og slår ud med armen.

Hjælper unge misbrugere

Det var også hans terapeut, der hjalp ham til at se nye muligheder, da det firma han arbejdede for gik konkurs og han stod uden job.

– Jeg tænkte jo først, at jeg skulle ud og søge samme slags job igen. Men Lise udfordrede mig og sagde ”du kan jo også have flere forskellige deltidsjobs”, for jeg har altid haft en drøm om at komme til at arbejde med unge.

Så fik Birger job, som kontaktperson for unge misbrugere og kriminelle, som han hjælper med hverdagen, uddannelse, retssager m.v., desuden er han tilknyttet kriminalforsorgen og arbejder som spinning instruktør.

– Derudover arbejder jeg nu på et foredrag, om hvordan det er at vokse op i et hjem med alkohol, som jeg meget gerne vil ud med på ungdomsskoler og lign. Der er jo ikke noget af det her man bliver rig af. Men det giver så meget mening!

Byttede bondehuset ud med en båd

En dag sad Birger i sit hus og tænkte på at han skulle se at få købt nogle møbler til et par værelser der så lidt ubeboede ud.

– Pludselig kunne jeg bare mærke at jeg slet ikke følte mig tryg eller hjemme i dét hus. Så tænkte jeg; ”næ du, jeg køber sgu en båd!”

Det var noget Birger af og til havde tænkt på før, for blot at skubbe tanken til side igen.

– Men det gik op for mig at hvis det skulle blive til noget, skulle det være nu. Så gik logistikmanden i gang: Kan jeg leje mit hus ud? Hvor sælger jeg mine møbler? Hvor køber jeg en båd …? Og jeg kan jo ikke sejle! Men jeg tænkte at hvis jeg først skulle lære det, ville jeg aldrig få købt dén båd. Nu har jeg den og skal nok få det lært.

Tæt på himmel og hav

I dag har Birger fundet ro til blot at kigge ud af vinduet og lade tankerne flyve, og han er blevet mere glad for de små ting fortæller han.

– Det er hyggeligt at vandet klukker omkring båden og jeg er tæt på både himmel og hav. Det bedste ved mit liv nu er friheden. Min båd er betalt. Og jeg ved jeg kan leve for meget få penge.

På båden lever Birger enkelt og overskueligt.

– Her behøver det ikke være de rigtige kopper, jeg prøver at finde det meste af det jeg skal bruge i genbrug. Før skulle mit hus jo være ”rigtigt” indrettet, med de rigtige lamper og møbler. Men det var jo ikke for min egen skyld. Det har kun handlet om, hvad andre syntes.

Omvendt kunne han ikke være gået direkte fra Skt. Hans til hans nuværende tilværelse, erkender Birger.

– For lige så vel som at jeg skulle ned og mærke asfalten, så skulle jeg også op i samfundet for at finde ud af, hvor det er jeg passer ind. Hvem jeg er. For jeg har ikke kunnet mærke det, eller snakke med min familie om det.

Når Birger af og til bliver ked af det søger han tilbage til Vesterbro og går lange ture.

– Så ser jeg på alle de gamle steder, og på dem der hænger ud ved Mændenes Hjem. Det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvordan det ser ud, men det hjælper mig at se det og tænke på at jeg stadig har et valg at træffe. Men egentligt er jeg glad for mit liv. Jeg har været alle steder i samfundet, det er der ikke så mange der får lov til at opleve.

Birger Madsen, født 1958, Arbejder som kontaktperson for unge misbrugere og kriminelle, voksede selv op i et råt miljø på Vesterbro og var i en årrække dybt alkoholiseret. Tilbyder i dag foredrag om sine erfaringer med alkohol og alkoholisme til ungdomsskoler og lign.

Birgers bedste råd til et godt liv

Få styr på det du kan få styr på.

Du kan kæmpe for at få ret, du kan også vælge at leve lykkeligt.

Hvis du ikke laver fejl, hvordan ved du så hvad der er rigtigt?

…

I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.

Denne artikel er fra nr. 6/2014