Ghita Nørby: Selvforglemmelse er det bedste i verden

Ghita elsker sine roser, men understreger, at man aldrig må tvinge børn til at arbejde i haven, for så dræber man deres lyst. Selv arvede hun de grønne fingre og haveglæden af sin far, mens hendes mor mere var til smukke buketter som pyntegenstande. For Ghita er tiden i haven ren egoisme på den dejlige måde, der fylder hende med energi og livsglæde.

Af Sannie Terese Burén / Magasinet Psykologi nr. 4/2011

Ghita Nørby behøver næppe nogen introduktion. Hvad enten vi husker hende bedst fra gamle film som ”Baronessen fra benzintanken”, hendes fint underspillede Ingeborg Skjern i ”Matador”, de store klassiske roller på Det Kongelige Teater eller hendes oplæsning af H.C. Andersens eventyr, har hun med sin generøsitet for længst fundet vej til de fleste hjerter og er nærmest blevet en del af den danske folkesjæl. Måske er hun i virkeligheden Danmarks eneste rigtige Diva. Men Ghita er ikke typen der sætter sig selv op på en piedestal, tværtimod! Hun har begge ben (og helst også fingrene) solidt forankret i jorden og har det allerbedst når hun kan gå og rode i sin have, snakke lidt med sine blomster – og så se, at noget trænger til at blive gjort og gøre det. Hun har skrevet bogen ”Ghitas roser – smil til dit skvalderkål” som en inspiration for haveentusiaster og dem, der måske drømmer om at blive det.

Kan ikke nænne at klippe i roser

Ghita taler med sine roser hver dag og vil helst kunne huske deres navne udenad. Og hun skal tage sig sammen for at klippe i dem, selvom hun ved de har godt af det, for hun kan næsten ikke nænne det. Hver rose har sin egen skønhed, om det er en historisk rose eller en moderne hybrid betyder ikke så meget.

– Jeg vælger roser ud fra deres charme, jeg ligefrem falder for dem, siger hun med en karakteristisk latter. Og hvis hun først er faldet for den skal hun nok finde en plads til den i haven, der – udover de mere end 50 forskellige slags roser – også rummer mange andre elskelige planter, som birk og bøg, kaprifolie og brombær, en sent blomstrende magnolie – og skvalderkål! For som hun fortæller i bogen: ”Skvalderkålen den er der, den skal være der. Den er sød, skaffer os altid noget at lave. Og så er den pæn og smager godt i salaten og kan bindes i buketter. Jeg elsker min have, og jeg elsker mine roser, fodrer gerne fuglene og lader skvalderkålen gro. Med samme fordring går jeg på jorden.”

Opdraget med dråbeteknik

Men livet har ikke altid har været let for Ghita, selvom det måske har set behageligt ud på overfladen. Hendes mor, der var pianist og æstetiker, var sådan én som ”gik i grøften og plukkede blomster og bandt smukke buketter. Så satte hun sig ved siden af blomsterne og læste åndfulde bøger eller spillede Chopin på klaveret!”

– Problemet med sådan en ”lykkelig familie” er, at man sjældent kun er et lykkeligt barn, vi indeholder så meget forskelligt og hvis man kun bliver elsket når man er på en bestemt måde, er det svært at være sig selv. Man må jo ikke sige, at man ikke holder af sin mor … Men det har jeg helt ærligt aldrig gjort. I bogen beskriver Ghita, hvordan hun blev opdraget med en slags dråbeteknik: Hendes mor gav hende en lille dråbe kærlighed at overleve på, og så en til når hun var lige ved at give op. ”Så blev jeg simpelthen så glad”, fortsætter hun, ”for så er alt jo godt det næste stykke tid til den næste dråbe. Men for lidt til at blomstre på. Jeg måtte intet bestemme og udviklede mig til et dybt uselvstændigt menneske. Derfor har jeg brugt en vidunderlig formue på at blive et menneske og jeg er dybt taknemmelig for, at der findes psykologer, for ellers ville jeg slet ikke være ”nogen”.

– Min mor blev 98 år, og efterhånden lærte jeg at håndtere vores forhold, men jeg indrømmer, at det aldrig blev rigtig godt. Jeg har en buste af hende, som er lavet af billedhuggeren Ludvig Brandstrup. Nogen gange tager jeg den med i haven om sommeren, og så lægger jeg en rose på hendes hoved. Det er en gestus fra min side – men en rose bliver hun aldrig.

Ghitas egen rose

En rose er Ghita til gengæld selv blevet, helt bogstaveligt talt. Ghita Renæssance, hedder den. Den er udviklet af Poulsen Roser, og selvom hun ikke selv har valgt rosen, er hun alligevel godt tilfreds med at lægge navn til dens store dobbelte, pink blomster og duften, som har indbragt den flere internationale priser. Hun har selv to i haven men giver dem nu ikke mere opmærksomhed end de øvrige roser.

– Men det er en stor ære at få opkaldt en rose efter sig. Det tager lang tid at udvikle en rose og det er et stort arbejde. Jeg bliver altid meget taknemmelig, når nogen gør noget godt for mig eller på en eller anden måde viser mig særlig opmærksomhed. Også når folk f.eks. kommer hen til mig på gaden eller i Irma og siger, at de synes, jeg har gjort noget godt.

Det er morsomt at blive gammel

Ja, svarer hun på spørgsmålet om, hvorvidt hendes bog er en hyldest til mangfoldigheden.

– Det er en hyldest til mangfoldighed og til den rigdom, det er, at have et stykke jord. For nogen! For det er ikke alle, der har glæde af at gå i haven.

Ghita er ikke missionerende. Selvom hun i bogen betegner sig selv som ”en buldozer, der klarer sig selv og har svært ved at bede andre om hjælp”, ligger det dybt i hende, at der skal være plads til alle.

– At være rummelig er nok noget, der falder mig naturligt, men selvfølgelig er det også noget, der bliver lettere med årene. Lige som det bliver lettere at komme i selvforglemmelse. Faktisk synes jeg det er morsomt at blive gammel. Nu står jeg på mine egne to ben og mener, hvad jeg nu mener uden at bekymre mig om, at skulle behage – eller være angst for ikke at gøre det. Jeg bryder mig mere om at gå på græsset end om, hvad andre tænker om mig. Selvfølgelig følger der udfordringer med, sådan er det jo i alle aldre. Og bl.a. er jeg ked af, at jeg ikke længere selv kan slå græsplænen på grund af problemer med knæene. Men så har jeg heldigvis en sød havemand, som kommer og hjælper til.

En oase for sjælen

Glæden ved at se ting spire og gro har Ghita haft med fra barndommen, hvor hendes far hver sommer ”gik i jorden” i et lejet sommerhus. Det var sammen med ham, at frøet til haveglæden i en tidlig alder blev sået.

– Havearbejde må man aldrig tvinge børn til – det skal være af lyst, hvis de skal hjælpe til i haven, ellers risikerer man at de mister glæden ved det. Eller også skal man i hvert fald betale dem for at slå græs. For mig er det blevet et åndehul for alting at gå i haven, man kommer ud af sin egen egoisme og bliver befriet fra sine byrder, tankerne går et andet sted hen. Jeg synes selvforglemmelse er det bedste i verden. Det er den samme følelse, som hvis du leger med børn og bygger en bagerforretning. Hvad ska’ det være – to rosenbrød, tak!

– Det handler om, at turde overgive sig. At stille sig til rådighed. Men det kræver mod og der er mange der ikke tør gå derhen, ikke tør slippe, måske fordi vi er blevet så optagede af, hvordan vi tager os ud, udadtil. Men Ghita tør godt – både i haven og på scenen.

Selv siger hun at hun er uden kunstnerisk forfængelighed og fortsætter: ”Jeg ved godt, at morderen står i skabet, det står i manuskriptet. Men hver eneste gang, jeg går på scenen, så bilder jeg mig selv ind, at alting kommer bag på mig.”

Smiler til sit svalderkål

Til den 4. juni kan Ghita ses som bedstemoderen i Fanny og Alexander på Det Kongelig Teater – men når hun ikke spiller forestilling vil hun nok være mest optaget af at se, hvilke roser der har overlevet vinterens strabadser og forberede alting på den kommende sommer.  Og så dyrker hun tomater i sin garderobe i det nye skuespilhus, der ifølge hendes udsagn er ”et udmærket drivhus.” Og selvom det tydeligt fremgår, at hun ikke er begejstret for stedets arkitektur og savner helt almindelige vinduer, der kan åbnes og lukkes, fornemmer man, at hun også på andre områder end i haven både evner og praktiserer at smile til sit skvalderkål.

Faktaboks om bogen

Sammen med roseneksperten Torben Thim har Ghita Nørby udgivet bogen ”Ghitas roser – smil til dit skvalderkål” om sin kærlighed til roser og til det ”at gå i jorden”, som hun kalder havearbejdet. Bogen handler også om hendes barndom, om scenekunst og eventyr, om selvforglemmelse og om æren ved at få en rose opkaldt efter sig.

Lindhardt og Ringhof, kr. 299,95

Ghita Nørby: Født den 11. januar 1937. Voksede op i Nyhavn som barn af Kongelig kammersanger Einar Nørby og pianist Guldborg Laursen. Hun blev uddannet ved Det kongelige teaters elevskole i 1956 og debuterede samme år i filmen ”Ung leg”. Har siden medvirket i knapt hundrede film og utallige teaterstykker m.v.  Hun er blevet hædret med en lang række fornemme priser og udmærkelser, bl.a. fire Roberter og fire Bodiler, kommandørkorset og Dronning Margrethes ”Ingenio et arti”. Ghita bor i Holte sammen med sin mand, pianisten Svenn Skipper og deres tre hunde. Fra et tidligere ægteskab har hun sønnen Giacomo – og to børnebørn.

…

I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.

Denne artikel er fra nr. 4/2011