Vi er på vej mod den generøse tid

Den norske forfatter Kathrine Aspaas smiler stort til alle (også i trafikken) og kan finde på at betale kaffen for den næste cafégæst. Hun har skrevet en bestseller om generøsitet og mener vi er på vej ind i gavmildhedens tidsalder. Før var hun selv en kritisk og dømmende finansjournalist – men så mødte hun hundehvalpen Sari.

Af Sannie Terese Burén / Magasinet Psykologi nr. 2/2014

Mit første møde med den norske bestsellerforfatter, Kathrine Aspaas, er et youtube klip, hvor hun fortæller om sammenhængen mellem sårbarhed og generøsitet samtidigt med at hun på flygel spiller J.S. Bach – og allerede da er jeg solgt. For Kathrine Aspaas (der nok spiller Bach men ikke helt uden fejlslag) tør vise verden sin egen sårbarhed og dermed bliver hendes budskab både ægte og medrivende.

I Norge er hendes bog ”Raushetens tid” (Den generøse tid) solgt i syv oplag på ét år og Kathrine har brugt det meste af året på at rejse rundt og holde foredrag for forretningsfolk, økonomer, sygeplejersker – og alle mulige andre, helt almindelige nordmænd.

Da hun holder sit første foredrag i Danmark skynder jeg mig at købe billet. Og dagen efter mødes vi til en samtale om hendes liv, den personlige udviklingsrejse hun har gennemgået de sidste syv år, og om den generøse tid, hun mener vi er på vej ind i.

Så op til sin far

Hun voksede op i en lille by, ved fjorden, 1½ times kørsel syd for Oslo, fortæller Kathrine Aspaas da vi får sat os til rette i nogle bløde sofaer i lobbyen på hotel Kong Arthur i København.

– Der var mig, min mor og min far, min storesøster og en hund. Vi havde det godt. Jeg havde en meget kærlig barndom og har stadig et godt forhold til min familie.

Som barn drømte Kathrine Aspaas om at blive musiker. Men hendes far, der er civiløkonom og jazzmusiker, rådede hende til at leve af noget andet og have musikken ved siden af, fordi livet som musiker er meget usikkert.

– Så blev jeg civiløkonom. Som min far. Jeg har altid set meget op til ham.

En kritisk finansjournalist

Efter studierne på handelshøjskolen i Bergen blev Kathrine Aspaas økonomisk journalist.

– Det var et meget sejt og hårdt miljø at komme ind i. Jeg måtte ikke være naiv, men skulle være hårdtslående og farlig, og jeg forsøgte at passe ind. Jeg blev ironisk, sarkastisk og meget, meget ensom inde i min egen ”perfekte” boble.

I mange år arbejdede Kathrine på Aftenposten (der er Norges største avis) og blev med tiden en anerkendt lederskribent. Hver dag gik hun på arbejde for at søge efter mennesker der havde gjort noget dumt, eller allerhelst noget ulovligt, at skrive om.

– Folk blev set på som banditter og skulle nærmest bevise at de ikke var det. Og det er klart at dét konstant at kritisere folk gør noget ved humøret. Til sidst var jeg i et frygteligt humør! Og jeg havde fjernet mig mere og mere fra den lille pige jeg engang var. Den lille pige der elskede musik og som var begejstret. Til sidst fandt jeg ud af at det ikke kunne gå længere. At det at være kommentator ikke længere var mit drømmejob, selvom andre ville give en arm eller et ben for det.

Kathrine mærkede også en stigende sorg over ikke at have et familieliv.

– Jeg følte mig mislykket som menneske, fordi jeg ikke fik alt det jeg ”burde” have i form af mand og børn.

Tog seks ugers hvalpeorlov

Men så var det at Kathrine mødte hundehvalpen, Sari.

– Det var et stort vendepunkt. Eller måske rettere et lille, sødt, pelset vendepunkt. Dét at få en hundehvalp forandrede fuldstændigt mit liv! Kemisk, har jeg siden forstået. For samværet med en hundehvalp udløser hormonet oxytocin i hjernen, der er det samme stof, som bl.a. udskilles når man ammer.

Kathrine tog da også hvalpeorlov i form af tre ugers ferie og tre ugers selvbetalt orlov.

– Jeg oplevede en kæmpe kontrast mellem mit normale seje, ensomme, hårdtslående liv, og så de seks uger med dén dér lille, nuttede hundehvalp, og at opdage verden sammen med den. Sammen drog vi på eventyr og jeg havde det så godt og jeg tænkte: ”Det er sådan her jeg vil leve!” Så spiller det ingen rolle, hvordan jeg tjener mine penge. Jeg må leve et liv som den lille hundehvalp, gå ud og snuse og være glad.

Da Kathrine kom tilbage på arbejdet fik hun samme uge besked om at der skulle skæres ned blandt journalisterne, og at de der frivilligt gik af ville få en aftrædelsesgodtgørelse på 1½ års fuld løn.

– Så tænkte jeg ”halleluja! Det her er meningen”, fortæller Kathrine med et stort grin.

Mental afrusning

Kathrine startede på et nyt liv som freelancejournalist. Men hun blev hurtigt konfronteret med sin egen forfængelighed.

– Jeg havde troet at alle ville komme og invitere mig til spændende jobs og projekter, men det gjorde de ikke. Der blev stille. Så hvem var jeg uden Aftenposten i ryggen? Den ophøjethed der følger med en byline med billede er meget afhængigheds skabende. Det gjorde at jeg kom ud på en identitetsrejse og måtte finde ud af hvem jeg var uden disse ting. Det var et stærkt møde med mig selv og mine indre spøgelser, og det var tungt at komme igennem. Faktisk kalder jeg det min afrusning.  Først måtte jeg se forfængeligheden i øjnene. Og så misundelsen.

Kathrine, der var begyndt at læse en del om hjerneforskning, indså også at hun var fuld af stresshormonet cortisol og gik bevidst i gang med at opøve mængden af oxytocin i sit system.

– Det kan man bl.a. gøre ved at gå i bad, give nogen et knus, smile, hjælpe andre og selvfølgelig havde jeg også stadig min hund. Jeg begyndte også at træne mens jeg kørte bil. Før kørte jeg som en gal. Og jeg så de andre bilister som idioter der kun ventede på at gøre noget imod mig. Nu har jeg gjort det til en vane at smile og vinke til andre i trafikken. Og nogen gange giver jeg endda en p-plads til en anden. Så føler jeg mig meget storsindet og får det pragtfuldt!

Indrømmede sin misundelse

I efteråret 2009 blev Kathrine Aspaas inviteret til at være ordstyrer ved et stort litterært arrangement i Operaen i Oslo, hvor tre forfattere på scenen skulle tale om sårbarhed ud fra hvert sit erfaringsgrundlag. Kathrines opgave var at styre samtalen.

– Én af dem havde skrevet om Frans af Assisi, og hans ord om at ”et rigt liv er, at leve i sårbarhed uden at havne i offerrollen”, ramte mig særligt stærkt den dag, fortæller Kathrine.

Mens samtalen fortsatte mærkede hun en stor indre smerte der pressede sig på.

– Til sidst indså jeg at jeg ikke længere kunne forholde mig intellektuelt til begrebet sårbarhed, at jeg måtte vise den. Her og nu. Så jeg vendte mig mod publikum og sagde ”ved i hvordan sårbarhed ser ud? Det ser sådan her ud!” Og så fortalte jeg hvor misundelig jeg var på min søster fordi hun har alt: En dejlig mand, hus og have, børn, et lækkert badeværelse … Og her står jeg, single, barnløs, uden fast job.

Da Kathrine var færdig med at tale blev der helt stille et øjeblik. Så rejste folk sig op og klappede. Og råbte bravo.

– Det var meget overvældende. Bagefter ændrede stemningen i salen sig, dialogen gik helt nye veje, og afstanden mellem sal og scene blev udvisket. Vi mødtes i øjenhøjde og det er noget der siden er blevet meget vigtigt for mig. Vi er alle bare mennesker. Uanset hvad slags rejse eller historie vi har, så har vi en dyb længsel efter kærlighed og samhørighed.

At holde sin egen grisesti ren

Efter oplevelsen i Operaen indså Kathrine vigtigheden af at turde vise sin egen sårbarhed. Og af at ”holde sin egen grisesti sådan nogenlunde ren”, et begreb hun har overtaget fra sin svoger.

– Det er sådan et fint udtryk, synes jeg, for det viser både at vi har en indre grisesti og at vi må tage ansvar for den. Men også at vi må sørge for at ”holde den nogenlunde ren”. Ingen er perfekt. Eller måske er vi netop perfekte i vores egen fejlbarlighed. Alle kender til misundelse, forfængelighed, grådighed, frygt … At indrømme det overfor os selv og andre er at tage ansvar.

Misundelse er beundring der er faret vild, forfængelighed er stolthed der er faret vild, og grådighed er vildfaren livsglæde, mener Kathrine. På den måde kan vi bruge de ”forbudte” følelser som pejlemærker:

– Det gør det faktisk meget nemt, at arbejde med sig selv. Og sjovt. Det kan selvfølgelig godt gøre ondt når man møder sig selv. For så ser man jo forfængeligheden og misundelsen og hvad der ellers måtte være derinde. Men det er alligevel et godt møde, for man kommer tættere på både sig selv og andre.

Den generøse tid

Kathrine tror i dag fuldt og fast på, at vi er på vej ind i en ny tidsalder, præget af generøsitet og sårbarhed, hvor vi som enkelt personer, organisationer og virksomheder må turde stå åbent frem og i højere grad vise hvem vi er.  Det er en bevægelse hun mener man kan aflæse både i den teknologiske udvikling, hjerneforskning, psykologi og indenfor nyere økonomisk tænkning.

– Mange økonomer bliver lidt blege når de hører mig tale om generøsitet, for de tror det betyder at de skal gå af med noget. Men de fleste bliver beroliget når jeg forsikrer dem om at generøsitet er meget lønsom.

For generøsitet og venlighed handler også om økonomi.

– Vi må gøre vores virksomheder til steder, hvor vi kan lære af hinanden og få hinanden til at vokse. For så kommer de gode idéer som vi skal leve af i fremtiden. Og når vi er generøse bliver vi automatisk mere attraktive, både for os selv og andre. Derfor er omsorg den nye effektivitet.  At arbejde hårdt giver stadig præstige. Men det er ikke effektivt længere, for vi bliver syge af det. I stedet kan vi arbejde klogt. Og gavmildt. Sådan tror jeg det bliver i fremtiden.

Et liv i kærlighed

Den største forandring i sit eget liv oplever Kathrine i sit forhold til andre.

– Der er så meget mere kærlighed i mine relationer i dag og den kærlighed strækker sig videre og videre. Før troede jeg at det var sådan at jeg oplevede noget fint, og så følte jeg taknemmelighed. Men nu har jeg set at det er lige modsat. Så mit morgenritual er, at jeg går tur med min hund og fortæller mig selv alt hvad jeg er taknemmelig for. Det er en god måde at bevæge sig i verden på. For mig.

Kathrine Aspaas, f. 1967, bor i Oslo med sin hund, Sari. Hun er uddannet civiløkonom og har en master i international økonomi fra New York. Arbejdede i en årrække som finansjournalist og var bl.a. kommentator på den norske avis Aftenposten. I 2012 udgav hun bogen ”Raushetens tid” (Den generøse tid) der med syv oplag på et år er blevet en bestseller i Norge. Bogen forventes at udkomme på dansk i 2014. www.kathrineaspaas.no

Tre gode råd til at træne din gavmildhed

• Kom en pen eller blyant på tværs i munden, som et ”hestebidsel”. På denne måde tror hjernen at du smiler og vil frigive serotonin, dopamin og oxytocin, der er de hormoner der gør at vi føler lykke og glæde.
• Vær taknemmelig. Skriv en liste med alt det du er taknemmelig for. Det kan være store og små ting imellem hinanden. Livet, kaffe, solskin, en hundehvalp …
• Brug meditation eller visualisering til at træne dig selv mentalt. Der findes flere metoder. Hvilken du vælger er mindre vigtigt end at du gør det.

…

I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.

Denne artikel er fra nr. 2/2014