Lene Hansson: Længslen efter anerkendelse styrede mit liv

Da Lene Hansson fik beskeden om, at hun havde et problem med hjertet sendte det hende ud på en følelsesmæssig rutsjetur. Fast besluttet på at undgå en operation, satte hun alt ind på, at blive fri af de mønstre fra barndommen, som hun var overbevist om lå bag. I dag er hun erklæret rask og har skrevet en åbenhjertig selvbiografi om sit liv.

Af Sannie Terese Burén / Pressefoto – fotograf ukendt / Magasinet Psykologi nr. 4/2011.

Ok, jeg indrømmer at jeg tidligere har opfattet hende, som sådan en ”lidt for hopla-agtig, drik et glas juice og bliv lykkelig-type”, men jeg har alligevel ikke kunnet lade være med også at beundre hendes talent for at ”brande” sig selv. – Tænk at få en virksomhed, som Urtekram, til at producere te og müsli i ens eget navn, det er da cool! Og mens jeg nærmer mig hendes villalejlighed i Hellerup, kun et stenkast fra Øresund, bliver jeg endnu engang lidt imponeret. Der er ingen tvivl om, at Lene Hansson har gjort det godt, forretningsmæssigt.

Men det er hverken hendes forretningstalent eller smoothies, vi skal tale om denne skønne forårsdag, for jeg er blevet inviteret til en samtale om hendes nye bog, en selvbiografi med titlen ”Min hjertesag”, der udkommer den 6. juni. Og jeg opdager hurtigt, at Lene Hansson er en kvinde med meget mere end kostprincipper på hjernen. Faktisk nåede jeg kun til side tre i bogen, før jeg fik en klump i halsen, for det med hjertesagen skal tages helt bogstaveligt: Lene Hansson fik i slutningen af 2009 at vide af lægerne, at hun havde en uhelbredelig hjertesygdom. Hvis hun ikke lod sig operere, ville hun måske dø af den. Men Lene tog et modigt valg. Hun var sikker på, at der lå noget andet bag sygdommen end det fysiske, og hun ville ikke lade sig operere før hun psykologisk havde vendt de mønstre, der førte til, at hun blev syg.

En lille solstråle

Idet jeg træder ind af døren giver hunden Falesia, ét overraskende højt ”VUF”, der ringer i ørerne og får mit hjerte til at springe et slag over af forskrækkelse.

– Nå, det plejer hun ellers ikke at gøre, siger Lene undskyldende og byder mig velkommen. Vi bliver enige om, at jeg nok bare lugter lidt af kat.

Vi sætter os ved bordet i det store, lyse køkken og Lene begynder at fortælle om sit liv, der startede ublidt med tre måneder i gips på hospitalet og derefter et halvt år på børnehjem, hvor der dengang blev lagt vægt på regelmæssighed og renlighed men ikke på kontakt og anerkendelse. Derefter blev hun adopteret til en familie i Vallensbæk, hvor hun voksede op.

Hvordan var din opvækst?

– Mine adoptivforældre var meget beskyttende overfor både mig og min bror, som også var adopteret. Vi måtte ikke så meget som de andre børn på vejen, fordi vi var deres ønskebørn, og der måtte ikke ske os noget.  Det har jeg været meget sur over, især i teenageårene, hvor jeg skulle være tidligt hjemme om aftenen.  Men jeg har altid følt, at jeg var elsket af mine forældre, og min mor har altid gjort meget ud af at fortælle mig, at de valgte mig og min bror, og at jeg var en lille solstråle i deres liv.

Svært at tale om adoption

Lene slår op i ”Barnets bog”, hvor de første mange sider er tomme, og viser mig billeder af lille Lene, der ni mdr. gammel er ankommet fra børnehjemmet til sin adoptivfamilie.

– Se, hvor glad jeg var! Det er utroligt, at jeg var så hel på trods af den barske start på hospital og børnehjem.

– Da jeg som fire-årig fik at vide, at jeg var adopteret, blev jeg sur og ked af det, fordi jeg ikke forstod, hvad det var, og jeg kunne se på min mor, at det var noget, vi ikke skulle snakke for meget om. Men jeg har altid lagt mærke til, at jeg var anderledes. Jeg længtes efter at finde noget genkendeligt, og jeg tror vi alle sammen har brug for at have en oplevelse af at høre til flokken.  Da jeg, som voksen, opsøgte mine biologiske forældre, først min mor og senere min far, kunne jeg se nogle ligheder med dem, som satte en masse ting på plads for mig. Det gav mig en form for indre tryghed.

– De har begge to haft meget høje ambitioner og har forstået at markere sig på de områder, de nu har valgt at arbejde med, og det kan jeg sagtens genkende. Men efter mødet med dem kan jeg også se, at det nok på mange måder har været bedre for mig at vokse op i en familie med tryghed. Det ville mine biologiske forældre slet ikke have kunnet tilbyde på samme måde.

– At prøve at få et forhold til mine biologiske forældre var ikke en ”happy end” men derimod forbundet med mange vanskeligheder og megen sorg for alle parter. Jeg oplevede en kæmpe afvisning. Ikke nok med at jeg blev svigtet af dem ved fødslen, men da jeg opsøgte dem som voksen oplevede jeg endnu engang følelsesmæssigt, at blive afvist. Men jeg er alligevel glad for, at jeg tog kontakt og i dag har jeg et relativt godt forhold til min biologiske mor, selvom hun aldrig bliver ”min mor”.

Det er ikke tilfældigt

Lene rejser sig og henter et net med klementiner. – Bare tag, siger hun og begynder at pille, mens hun eftertænksomt fortsætter:

– Vi har alle sammen brug for anerkendelse. Min drivkraft har i høj grad været ubevidst at søge opmærksomhed igennem mit arbejde. Men i den sidste ende har det ikke kunne fylde tomrummet indeni mig. Det var jeg nødt til at fylde op inde fra og ud. Jeg havde brug for at blive skubbet ud i det yderste for at kunne udvikle mig.

– Jeg tror på, at vi lever mere end én gang. Da min mor døde, gik jeg i multiinkarnationsterapi for at få en afklaring på det der med døden, og det blev meget tydeligt for mig, at der er en dybere mening med vores liv. Det der sker, er ikke tilfældigt.

– Hvis vi i stedet for at sige ”det er de andres skyld” kigger på os selv og siger ”hvad er det, jeg skal lære, hvilke sider af mig er det, jeg skal arbejde med her?” og kigger ærligt på vores mønstre, kan vi både løse den aktuelle situation og komme videre i vores liv. Der er mange mennesker, der ikke tør gå så dybt ind i sig selv, ikke tør gå ind i smerten men dulmer den med smøger, piller eller alkohol eller noget andet. Men så tænker jeg – Jamen, så får de jo bare en tur mere i det næste liv. Det skal jeg ikke have! Jeg vil hellere klare det med det samme, tak! Ellers er det spild af tid, og jeg er ikke en der spilder tiden.  Måske har det igen også noget med min ambition at gøre – jeg har altid gerne villet være den bedste. Da jeg gik til spejder, havde jeg så mange spejdermærker på ærmet, at der til sidst ikke var plads til flere, siger hun og griner højt. Og indrømmer, at hendes bøger også er en slags ”spejdermærker” der beviser, at hun er god nok.

Havde et mørkt hul indeni

Da en veninde for et par år siden døde af kræft, tænkte Lene, at det måske var en god idé med en forebyggende helbredsundersøgelse og fik tjekket ”alt, hvad der kunne tjekkes”. Men først året efter, da hun kom til en opfølgende kontrol, opdagede lægerne, at der var problemer med den ene hjerteklap, og hun fik den triste besked at uden en operation, ville hun nok ikke leve længe. Alligevel var der noget i deres udmeldinger, der ikke gav mening, for Lene havde ikke umiddelbart nogen symptomer, og tilsyneladende havde hun haft problemet siden barndommen, uden at det var blevet opdaget.

– Naturligvis er lægerne dygtige, men da de i mine ører, begyndte at vrøvle og give uklare meldinger om mit hjerte vidste jeg, at jeg var nødt til selv at finde til bunds i det. Så sundt som jeg har levet vidste jeg, at sygdommen ikke stammede fra noget fysisk. Det eneste, der gav mening var, at det var noget psykisk – og hjertet, ja det var jo ret symbolsk, ikke?  Jeg var fra starten klar over, at det handlede om tiden på børnehjem. Der har altid været en følelse af et mørkt hul indeni, som jeg ikke har kunnet fylde op. Men først da jeg fik hjertesygdommen var jeg nødt til at arbejde helt i dybden med mig selv.

– De fleste læger tænker ikke på hele mennesket, siger hun og går i gang med klementin nummer to.

– Hvis du har ondt i skulderen kan du få en pille, hvad der ligger bag bekymrer de sig ikke så meget om. Ingen af de læger, jeg talte med, spurgte f.eks. om jeg havde stress, på trods af at symptomerne er de samme, som ved hjertesygdommen. Og jeg havde faktisk stress, fordi jeg endnu engang havde påtaget mig for meget arbejde for at få anerkendelse, og oveni det hele var jeg midt i en skilsmisse. Men når vi får opfyldt vores behov for anerkendelse indefra, behøver vi ikke længere at søge den uden for os selv. Det betyder ikke, at jeg ikke også fremover vil skrive bøger og holde foredrag, men jeg kan gøre det uden at være afhængig af at blive fyldt op udefra – jeg kan fylde mig selv op.

Lene er nået til klementin nummer fire. Den tredje var dårlig og er uceremonielt lagt oven i bunken med skræller. I dag er hun erklæret rask og skal blot en gang om året til et opfølgende tjek hos en hjertelæge.

– På Rigshospitalet, hvor jeg var indstillet til operation, kan de ikke forstå, hvad der er sket og mener, at der må være tale om en fejl. Men uanset hvad har det været en kæmpe gave for mig.

Græd hver dag

Da Lene fik beskeden om hjertesygdommen, besluttede hun, at hendes helbredelse måtte have første prioritet og tog orlov fra alt i et år, hvor hun koncentrerede sig om forskellige former for terapi, bl.a. drømmearbejde, tankefelt terapi, metamedicin og edta-behandling.

Selvom hun både har arbejdet med fysiske og psykologiske metoder, er hun ikke i tvivl om, at det der virkelig gjorde en forskel var, at overvinde den dybe ensomhed hun har haft med fra tiden på børnehjemmet. Hun viser mig et hæfte med et billede, hvor babysengene står på ræd og række med et lille pottebord for enden af hver. Det hele ser meget klinisk ud, og jeg gyser lidt ved tanken om, at man dengang har kunnet få sig selv til at behandle små børn med så lidt nærhed og omsorg.

– Det må have været hårdt at nå til bunds i den ensomhed?

– Jeg har grædt næsten hver dag i et år. Men mest for mig selv fordi jeg vidste at det bare var noget der skulle ud – og så selvfølgelig sammen med de terapeuter, jeg har gået hos.  I starten var det rædselsfuldt, fordi det var som om, det gjorde det hele værre at få det op til overfladen. Men jeg havde brug for en livskrise for at komme i dybden og se på mig selv på en anden måde. Vi har alle sammen en livsopgave, og det her har været en del af min.

Da jeg skal gå, lader jeg hunden snuse til min hånd, denne gang giver den ikke lyd.

– Den har forresten også problemer med hjertet, siger Lene, og fortsætter: – Jeg fandt den efterladt på en strand, dengang jeg boede i Portugal.

– Nå, siger jeg, – selv hunden er adopteret?!

– Ja, svarer hun og griner, – jeg må jo nok indrømme, jeg har et blødt punkt i hjertet for alle, der er ensomme og forladte, for der har jeg jo selv været. Og hvis man kan hjælpe, skal man gøre det. Det er også derfor, jeg hvert år donerer penge til børn der har det svært. I disse år hjælper jeg 100 børn i Bhutan, med deres skolegang, mange af dem har ingen familie.

– Jeg føler mig ikke som et offer. Det vil jeg gerne give videre, og jeg vil gerne give læserne af min nye bog nogle af de redskaber med, som jeg selv har haft glæde af. Jeg håber, andre kan lære af det og få et bedre liv. Folk vil måske blive overrasket over at se en anden side af mig. Men jeg tror, det hele hører med. Hvis du vil skabe forandring, må du både se på kost, motion og det mentale. Uanset, hvad dit udgangspunkt i livet er, har du mulighed for at flytte dig et andet sted hen. Problemer kan være gaver i forklædning.

Lene Hansson, f. 1963 i København, er uddannet fitnessinstruktør og kostvejleder. Hun har gennem mere end 25 bøger om kost, sundhed og motion, utallige TV udsendelser, foredrag m.m. gjort sit navn til et brand og har i dag sit eget sundhedsimperium Lene Hansson Wellness, som også inkluderer et wellnesscenter i Holbergsgade i centrum af København. Privat bor Lene Hansson i Hellerup sammen med sin søn, Sebastian, som er 19 år. Du kan læse mere om Lene på www.lenehansson.dk

“Min Hjertesag” af Lene Hansson, Forlaget Lindhardt og Ringhof, pris 269,95 kr.

 

Lenes fem gode råd, hvis du bliver ramt af kritisk sygdom

Slå koldt vand i blodet, ofte kan en helbreds-dom gøre det hele meget værre, da vores psyke kommer i ekstra alarmberedskab, når vi bliver bange.

Få altid en ”second opinion” – accepter ikke det første du hører. Lyt også til dig selv og din intuition.

Vær en kriger og ikke et offer for omstændighederne. Lægerne ser ikke på ”det hele mennesker” men udelukkende på symptomerne og derfor kan det være en god idé at undersøge alternative muligheder.

Undersøg hvilke psykiske årsager der kan være til din fysiske sygdom.  Næsten alle sygdomme har en psykisk rod, som der kan arbejdes med og det vil som regel medføre en bedring af den fysiske sygdom.

Allier dig med de af dine venner og familie, der kan trække dig op og ikke hive dig endnu længere ned i sygdommen. Vær optimist.

…

I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.

Denne artikel er fra nr. 4/2011