Jeg er en linedanser mellem mani og depression

I flyet, på vej hjem fra en ferie i Ægypten, forhandlede Mads Trier-Blom med Gud og djævelen om jordens undergang. Det var starten på hans første psykose og dermed det første møde med psykiatrien. I dag ser han sig selv som en linedanser der har lært at holde sindet i balance, han er blevet ansat som mentor i psykiatrien og har selv nøgle til en lukket afdeling.

Af Sannie Terese Burén / Foto Søren Osgood / Magasinet Psykologi nr. 2/2015

Da Mads Trier-Blom og hans kone, Lotte, i 2002 er på vej hjem fra en ferie i Ægypten er flyet forsinket og allerede i lufthavnen føler Mads sig forvirret og utryg. Da de endelig er kommet ombord falder han i en urolig søvn, og drømmer om flystyrt, dommedag og jordens undergang.

– Men i drømmen kan jeg forhandle med Gud og djævelen om hvor vidt dommedag skal ske. Jeg er mægleren, der argumenterer for at menneskeheden skal have en chance til.

Da han vågner har Mads en følelse af, at alt hvad der sker i flyet er forudbestemt og at han har oplevet det hele før, i sin drøm. Han kan dog ikke huske hvad der skal ske, så han ved ikke om flyet vil falde ned.

To dage efter landing i Kastrup bliver Mads Trier-Blom indlagt på Frederiksberg hospital med diagnosen akut psykose. Senere konstateres det at han lider af Bipolar affektiv lidelse.

En slags stressallergi

Forud for turen til Ægypten havde Mads haft en svær periode.

– Jeg var nyuddannet fysioterapeut og havde svært ved at få ordenligt fat omkring mit arbejde. Det gjorde mig meget stresset, men jeg tænkte hele tiden, at jeg bare skulle gøre mig mere umage, og at hvis jeg blot læste endnu en bog, så ville jeg forstå alting bedre. Jeg stoppede ikke op.

I løbet af turen til Ægypten sov Mads mindre og mindre.

– Om aftenen bliver jeg længe oppe men står alligevel op med solen og nyder at se Ægypten vågne, og jeg bliver mere og mere euforisk og opstemt. Men i bakspejlet er det tydeligt at det var ved at køre af sporet. Der er et billede fra en tidlig morgen på toppen af Mount Sinai, hvor Lotte er helt udmattet, men jeg står frisk og tændt – utrættelig!

Mads mener de fleste mennesker lider af en form for stressallergi, men hvordan det viser sig kan være meget forskelligt.

– I min familie har vi tendens til bipolar lidelse, altså ekstreme humør udsving i form af manier og depression.

Andre får måske mavesår eller migræne. Men det er tit stress der er den egentlige årsag, mener Mads.

– Derfor ser jeg det i dag som ekstremt vigtigt at passe på sig selv. Det er ligesom billedet med iltmasken fra flyets nødinstruktioner, som jeg studerede indgående på rejsen hjem fra Ægypten: Man skal tage sin egen maske på først!

Som at falde i en mørk skovsø

Sit møde med psykosen og psykiatrien sammenligner Mads med oplevelsen af at falde i en mørk skovsø.

– Jeg løber i en skov og pludselig snubler jeg og falder. Plask! Det er koldt, vådt og mørkt og jeg ved ikke hvad der er op eller ned. Jeg reagerer instinktivt ved at prøve at klatre op på land, væk fra skovsøen. Jeg fryser og har det forfærdeligt og vil bare væk fra den sø.

Det var første indlæggelse i 2002. I 2004 falder Mads i skovsøen igen.

– Samme reaktion: Jeg prøver at komme væk og leve et normalt liv, det liv jeg plejede at leve. Uden rigtigt at forholde mig til min diagnose, nærmest forsøge at fortrænge den.

Men da Mads i 2010 falder i skovsøen for tredje gang, begynder han at se det uholdbare i situationen.

– For hvor mange gange skal jeg blindt falde i dén sø? Jeg begynder i stedet at se på om jeg har et valg. Kan jeg gøre noget andet? Svømme over den måske? Så dykker jeg ned i skovsøen, dykker ind i min sygdom, erkender den og accepterer den.

For Mads har det blandt andet betydet at han fra 2010 og frem har været aktiv i forskellige foreninger og projekter som er relateret til sygdommen. Han har valgt at være meget åben om det at leve med en sindslidelse, og har bl.a. holdt over hundrede foredrag, hvor han fortæller om sine oplevelser.

Begge forældre var bipolare

Udover sine egne erfaringer med bipolar lidelse, eller maniodepression som det kaldtes før, har Mads også haft sygdommen helt tæt på i sin familie, for begge hans forældre havde også diagnosen.

– Min far har altid svinget, men min mor har været den stabile, så det var underligt at hun i 2006 også fik diagnosen bipolar. I starten havde jeg svært ved at acceptere det, men for psykiaterne er det helt firkantet: Hvis man har to unormale stemningsudsving, hvoraf den ene er af manisk karakter, så er man bipolar.

Begge forældrene er døde nu, men Mads oplevede at det var en fordel at de kunne tale åbent om sygdommen i familien. Forældrene blev skilt da Mads var omkring 7 år og han kom til at bo hos sin mor mens storebroren kom på kostskole og ellers havde base hos faren.

Mads oplevede generelt sin barndom som god men mindes også hvordan faren i maniske faser kunne finde på at rejse sig på en restaurant og med dyb og fyndig tenorrøst synge sange som ”Nu går våren gennem Nyhavn” og ”Mandalay”, mens resten af familien krummede tæer.

– Det har lært mig at være bevidst om hvordan jeg virker på andre. Hvordan mine børn ser mig. De kan heller ikke lide, hvis jeg synger højt, så det gør jeg kun for at drille og kunne aldrig finde på at gøre det offentligt. Måske er det fordi min fars måde at være på har traumatiseret mig som barn, at jeg altid forsøger at vise hensyn til dem jeg holder af.

Børnene motiverer

For at udvikle bipolar lidelse er der forskellige faktorer der spiller ind. Ud over stress er der tale om andre psykologiske og sociale påvirkninger. Men arv spiller også ind. Hvis man har en forælder med sygdommen menes det at risikoen for selv at udvikle den stiger med 8-10%.

– Jeg ser sådan på det at jeg har arvet en form for sårbarhed fra mine forældre. Som voksen har jeg så udsat mig selv for nogle påvirkninger, der gjorde at sygdommen brød ud.

Hans egne børn kan også have arvet den sårbarhed, erkender Mads.

– Og det er faktisk en stor del af min drivkraft i arbejdet med at gøre verden mere tolerant og inkluderende overfor psykisk syge. For hvis nu mine børn skulle få diagnosen om tyve år, så håber jeg at det bliver lettere for dem at leve med, end det er i dag. For der er alt for mange fordomme i verden, det vil jeg gerne være med til at ændre.

Ønsker mere menneskelighed

Udover at lave en masse frivilligt arbejde har Mads i dag tre deltids stillinger, der alle tager afsæt i hans egne erfaringer som psykisk syg. Bl.a. er han ansat som mentor, inspirator og foredragsholder på en psykiatrisk afdeling på Amager. Det er her han har nøgle til lukket afdeling.

– Det er godt for mig at have den tilknytning til psykiatrien, for det sikrer at jeg har fingeren på pulsen, uden at behøve at skulle udsætte mig selv for en ny indlæggelse, siger Mads med et glimt i øjet.

Hans observation er at personalet ofte gør et godt stykke arbejde inden for de rammer de har.

– Det er mere rammerne der er problemet, og det skal løses politisk. Så min vision er at man gør det muligt for personalet at udføre deres arbejde bedre.

Mads drømmer også om mere menneskelighed i systemet.

– Medmenneskelighed har i sig selv en støttende virkning. Og man skal være mere bevidst om det ansvar man har når man er sammen med mennesker og ikke bare tænke i kasser og paragraffer. Det er vigtigt at der er nogen der holder håbet, når man ikke selv kan. Og de der bliver psykisk syge har jo ofte en sårbarhed, der også rummer en masse kreativitet og nytænkning. Det synes jeg man i langt højere grad skulle anerkende og rumme i samfundet.

Købte designer legehus

Engang, i en manisk fase, betalte Mads for halvdelen af et dyrt designer legehus til andelsforeningen (ud over dét han også lige købte op til sommerhuset), noget han erkender han nok ikke havde gjort under normale omstændigheder. Men han ser det som et eksempel på at der også kan komme noget godt ud af sygdommen.

– For jeg synes faktisk det er fedt at det nu står derude i gården. Det er cool og unikt og designet til os. Og det var ikke sket hvis jeg var ”normal”, så ville jeg have tænkt ”ah, så mange penge vil jeg ikke bruge på et legehus til andelsforeningen”.

Hælder du mest til den maniske side?

– Absolut! Jeg synes ikke jeg har synderlig tendens til depression, med mindre jeg udsætter mig selv for dumme ting. Jeg er mest disponeret for det høje, men det gør det i nogle tilfælde svært at erkende, at det er sygdomstegn. Det kører jo fint, man er produktiv og får ros. Det er de færreste der i den situation tænker ”jeg må hellere gå til lægen!”

Først når det når et vist stadie begynder omgivelserne måske at reagere. Men så er det ofte for sent, mener Mads.

– Når først pendulet begynder at svinge ukontrolleret står man pludselig på grænsen til en psykose, hvor man fuldstændigt mister fodfæste og realitetssans.

Ser sig selv som en linedanser

For at holde øje med sine egne humørudsving og tage eventuelle ubalancer i opløbet bruger Mads i dag app’en Optimism, hvor han tre gange om dagen registrerer sit humør på en skala fra et til ti, hvor normalområdet ligger mellem fire og seks. Fem er neutral, fire er sorg og seks er eufori. Går man højere op er der tale om manier og går man længere ned er der tale om mere eller mindre kraftige depressioner.

– I starten skulle den helst ligge helt stabilt på fem, som er neutral. Nu kan jeg godt rumme at den svinger op på seks eller syv og måske ned på fire. Hvis jeg ryger for højt op, så tager jeg sovepiller for at sikre at jeg får søvn, og det stabiliserer mig.

Udover at holde øje med sit humør prøver Mads generelt også at undgå stress.

– Vi bor billigt og kan leve af to deltidsjob. Det giver en masse frihed. Jeg skal helst have 8 timers søvn hver nat, hvis jeg får mindre skal jeg passe på. Jeg tager også noget stabiliserende medicin. Og så bruger jeg billedet af linedanseren som en del af min identitet. Det minder mig hele tiden om at jeg skal holde balancen.

Har et godt liv

I dag oplever Mads at han er kommet sikkert i land på skovsøens modsatte bred. Han ved hvad den indeholder og er ikke længere skræmt af den. Tvært imod har han nu et overblik der gør at han kan rådgive og vejlede andre.

– Mange føler jo jeg gør en forskel med mine foredrag og det er noget jeg virkelig tager til mig. Men mit liv er også bare godt i sig selv. Jeg har et vidunderligt liv, med et kæmpe netværk af søde og spændende mennesker. Og det sjove er, at jeg tror jeg har et bedre liv i dag, end jeg ville have haft uden mit møde med skovsøen.

Mads Trier-Blom, født 1975, er uddannet fysioterapeut. Har siden 2004 haft diagnosen bipolar affektiv lidelse. Arbejder i dag som foredragsholder og mentor med udgangspunkt i sine egne oplevelser med psykisk sygdom og har senest skabt projektet ”Inkluder fler’”, der handler om at afkræfte fordomme og rumme det anderledes. Er gift med Lotte og far til Liv og Rune på 10 og 6 år. www.inkluderfler.nu

Gode råd fra Mads til at blive mentalt sundere (uanset om man har en diagnose eller ej)

1 Problemer vokser i tavshed – sig det højt med det samme, hvis der er noget der nager dig.

2 Du er nødt til at passe på dig selv, før du kan hjælpe andre. Husk billedet med iltmasken.

3 Vær opmærksom på de små tegn, tag problemerne i opløbet. Når først læsset vælter er det svært at komme på ret køl.

…

I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.

Denne artikel er fra nr. 2/2015