Historiefortælling hjalp mig gennem sorgen

Da coach og historiefortæller Marianne Christensen mistede sin mand til kræft, besluttede hun, at hun ikke ville afvise sorgen – men at den omvendt ikke måtte ”stjæle” hendes livsglæde. Gennem sorgarbejde, hvor hun bevidst arbejdede med forskellige historier, voksede både en ny indsigt og konceptet ”Organiske Fortællinger”.

Af Sannie Terese Burén / Fotos Alex Tran / Magasinet Psykologi, nr. 6/2013.

I sensommeren 2008 drog Marianne Christensen fuld af forventninger til England, for at deltage i et tre måneders kursus på The International School of Storytelling, som hun gennem længere tid havde sparet sammen til og taget orlov fra sit arbejde for at deltage i.

Men efter tre uger ringede hendes mand, Leif. Han havde været ved lægen. Han havde cancer.

Marianne rejste hjem med det samme.

Det blev hurtigt klart, at der ikke var noget at gøre og Marianne besluttede at være realistisk omkring dét at hendes mand gennem 19 år inden længe skulle dø.

– Jeg havde lige sådan en kort periode hvor jeg prøvede at redde ham med grønne smoothies og sund mad, fortæller Marianne med et skævt smil og fortsætter:

– Men han gad jo ikke spise al den sunde mad og sagde ”lad mig dog hellere få et glas rødvin!” En dag hørte jeg en indre stemme der sagde ”hvem i al verden tror du, at du er, at du skulle være herre over liv og død? Det er der altså andre kræfter der tager sig af!” Det var en kæmpe befrielse.

En hustrus plads 

At Leif blev syg blev en slags vendepunkt i deres parforhold, fortæller Marianne ærligt.

– Der voksede en kærlighed frem som vi ikke havde følt længe. Vi havde faktisk været på vej til at gå fra hinanden, men i dét øjeblik jeg fik at vide han var syg, vidste jeg at jeg skulle være der!

Det var dog stadig svært for Marianne at se sig selv som den altopofrende hustru der skulle være der for sin mand.

– Vi havde jo været meget ligeværdige. Og levede som i mange ægteskaber hvert vores liv. Men pludselig skulle jeg være i en hjælperrolle overfor ham og skulle til sidst også hjælpe ham med at få tøj på og den slags.

Marianne fandt støtte i en indisk historie, om en kvinde ved navn Savitri der gifter sig med en mand hun ved skal dø om et år:

– Alligevel vil hun gerne giftes med ham, for som hun siger, der er ikke nogen grund til at lade være med at få lykken selvom man ved den ender. Og det var det jeg tænkte: Jeg vil ikke sørge nu, jeg vil få det bedste ud af den tid vi har tilbage og det handlede meget om at få glæden ind i hverdagen.

Når det var svært tænkte Marianne på historien om Savitri, der ender med at følge efter da døden henter mandens sjæl. Men døden stopper hende og siger hun ikke kan følge med til dødsriget, hvortil hun svarer at en hustrus pligt er at være ved sin mands side. Og hun bliver ved med at følge efter, for hun ønsker brændende at få ham tilbage.

– Før ville jeg nok have tænkt det var en sødsuppe-historie. Men i denne situation gav det så meget mening. Historien ender med at Savitri overtaler døden til at hun får manden tilbage. Og det kan man i eventyr, men ikke i virkeligheden.

Et kapitel afsluttes

Marianne, der i mange år har interesseret sig for helende fortællinger, begyndte at se på sit liv, som kapitler i en bog. Og det hjalp hende at tænke, at hun var i gang med at afslutte et langt kapitel med titlen ”Ægteskab med Leif”, men at der havde været kapitler før og også ville komme nye kapitler senere. Det inspirerede Marianne til at få afsluttet forholdet på den bedst mulige måde.

– Vi sad tit sådan at han sad i sin lænestol og jeg sad på en fodskammel og så holdt vi hinanden i hænderne og kunne se hinanden i øjnene. Vi fik snakket om en masse og lukket vores ægteskab ned. Det var en stor gave. Det var mig der var meget insisterende, for som jeg sagde til ham: ”Når du ikke er her mere har jeg brug for ikke at have nogen hængepartier”, fortæller hun.

Til sidst gled Leif ind i en slags bevidstløs tilstand og de sidste dage af hans liv, sad Marianne ved hans seng og skrev svar på spørgsmål som ”hvad er det egentligt han har givet mig?” og ”hvad har jeg lært?” i en lille sort kinabog.

– Det var meget rørende at sidde der på hans dødsleje og gennemgå alle de år vi havde været sammen. Jeg mindedes vores forelskelse. De første syv år var jeg så lykkelig, at jeg nogle gange skulle knibe mig selv i armen. Vi var så gode for hinanden. Men så begyndte vi at skændes en del og jeg begyndte at stille for store krav til ham. Det gad han ikke høre på og lukkede af. Vi fik ikke snakket om tingene. Men det gjorde vi så til sidst.

Tændte ikke TV

Otte måneder efter telefonopkaldet til England døde Leif derhjemme – han kom på intet tidspunkt på hospital eller hospice. Da det praktiske omkring bisættelsen var overstået, begyndte Marianne at tænke på hvad det næste kapitel mon ville bringe. Hun var fast besluttet på ikke at afvise sorgen, men omvendt ville hun ikke lade den berøve hende livsglæden, måske nærmere tvært imod. Noget af det første hun gjorde var at lade være med at tænde for TV, for det havde fyldt meget.

– Den stilhed var bare så dejlig, for min mand var typen der elskede at der altid var musik eller TV, hvor jeg mere har brug for ro. Og på den måde begyndte jeg at genopdage mig selv. Hvad jeg gerne vil. Det var en dejlig proces.

Leif var ni år ældre end Marianne da han døde. Det fik hende til at tænke: ”Hvad nu hvis jeg kun har ni år tilbage at leve i?”

– Tanken om hvor skrøbeligt og kort livet er, fik mig til at indse at jeg skal bruge tiden på noget jeg virkelig brænder for, fortæller Marianne.

Hun tog igen orlov fra sit arbejde og rejste til England for at fuldende fortællerkurset. Det var meningen hun ville vende tilbage til jobbet som voksenunderviser men fik ikke tilbudt de fag hun gerne ville have. Så sagde hun op.

– Jeg får en lille pension efter Leif. Den gav mig økonomisk mulighed for at tage springet og arbejde på fuld tid med det jeg virkelig brænder for. Det gør mig meget taknemmelig, og jeg ved at både coaching og historiefortælling gør en stor forskel for de mennesker jeg kommer i kontakt med.

En flig af mit hjerte

Hvad enten Marianne arbejder som terapeut eller historiefortæller bruger hun historierne på en måde så det ender godt. Så heler folk sig selv indefra, mener hun.

– Når vi fortæller historier der ender godt frigøres der velvære hormoner i hjernen, der gør at vi bliver afslappede og føler os trygge. Gennem historierne præsenteres vi også for nye muligheder, der helt konkret skaber nye forbindelser i hjernen og vi kan få tanken ”hvis hende i eventyret kan, så kan jeg måske også”.

Noget af det vigtigste for Marianne i hendes egen sorgproces, var at holde fast i nogle historier, som hun fortalte sig selv igen og igen. Men efterhånden voksede der også nye historier frem af oplevelserne. Dem samlede hun i en forestilling med titlen ”En flig af mit hjerte” hvor hun tager udgangspunkt i hjertet som metafor og fortæller om sine oplevelser med at miste.

Det var en helt specifik oplevelse der gav navnet til forestillingen, forklarer Marianne: 

– Fire-fem dage før Leif døde, lå han pludselig bare og kiggede på mig og jeg fik en meget stærk følelse i mit hjerte. Der skete en udveksling hvor han enten gav mig et stykke af mit hjerte tilbage, som jeg havde givet til ham, eller også tog han et stykke af mit hjerte og tog det med sig i døden. Jeg er stadig ikke helt sikker på det. Men jeg var bare så rørt og det var et af de stærkeste kærlighedsøjeblikke i mit liv.

Organiske Fortællinger

En dag blev Marianne inviteret til at fortælle sin historie ”En flig af mit hjerte” i kropsterapeut Hanne Kjemtrups regi.  Bagefter opstod idéen om sammen at skabe ”Organiske Fortællinger”, hvor Hanne og Marianne fra hver sin indfaldsvinkel, giver bud på forskellige organers funktion og symbolik.

– Vi tager udgangspunkt i organets praktiske funktion i kroppen, det præsenterer vi så gennem symbolske fortællinger, øvelser og fakta. Hver gang er der flere af deltagerne der får en kæmpe aha-oplevelse.

Indtil videre har de to terapeuter, udover hjertet, arbejdet med bl.a. lungerne, milten og huden, som er dét organ der lige nu optager Marianne mest.

Huden er jo vores grænse både indadtil og udadtil, forklarer hun og fortsætter med at fortælle historien om Kong Lindorm:

– Den handler om at Kong Lindorm er blevet så hårdhudet at han er blevet ond. Han møder kærligheden og én der virkelig ser ham som han er og ikke bare hans facade, og hun vasker ham med mælk og blødgør hans skal, og får på den måde prinsen frem i ham. Huden er jo vores beskyttelse udadtil men også den der holder sammen på det hele. Mange ting ligger jo i sproget f.eks. at være for hårdhudet eller for blød og nogen gange afspejles det også fysisk i kroppen. Folk der har meget eksem, hvor huden brister, kan måske have gavn af at se på om de på andre måder i livet har problemer med at sætte grænser.

Står ved sig selv

I samarbejdet med Hanne har Marianne oplevet at gøre tingene på en ny og mere legende måde og også på dén måde oplever hun at de organiske fortællinger, er en direkte udløber af den forandring Leifs død bragte i hendes liv.

– Før prøvede jeg meget at leve op til hans forventninger til hvordan jeg skulle være og i det hele taget at tilpasse mig andres forventninger. Og da han døde tænkte jeg, at hvis livet er så kort, så må jeg altså tage mere hensyn til hvad jeg selv forventer. Og det har så udviklet sig i løbet af de fire år – i dag gør jeg lige hvad jeg har lyst til så længe det ikke går ud over andre.

Marianne oplever det som en kraft mod at få det bedst mulige ud af sit liv.

– Det kan godt være det er egoistisk, men hvad så? Jeg skal ikke leve op til nogen idealer eller normer. Jeg står ved mig selv nu og har fundet min autenticitet. Det har været det største, at jeg nu hviler i mig selv. Og det har været en konsekvens af at arbejde med historierne og hele tiden stille mig selv spørgsmålet; hvad vil jeg NU i mit liv? Ikke hvad vil jeg med mit liv, hvad er meningen med det hele – det har jeg også prøvet at spørge om, men det kom der ikke rigtig noget meningsfyldt ud af. Så jeg tænkte hvordan kan jeg finde ud af bare at være mig selv, at være den bedste udgave af mig selv? Og det kan jeg ved at være ærlig. Overfor mig selv først og fremmest.

Gode råd fra Marianne: Fortæl dig gennem sorgen

Betragt livet som en bog fyldt med kapitler og afsnit.

Når et kapitel slutter, begynder et nyt.

For hvert kapitel kan du fortælle:

Hvordan begyndte det?

Hvilke begivenheder eller indtryk husker du?

Hvordan sluttede det?

I alle gode historier er der handling, forhindringer og hjælpere.

Refleksioner når du mister:

Hvad var jeres relation?

Hvad har du lært af det menneske, du har mistet?

Hvordan har I beriget hinandens liv?

Hvordan vil du gerne huske personen fremover?

Hvordan vil du leve dit liv uden den person fremover?

Marianne Christensen, f. 1954, Er uddannet lærer og arbejdede i en årrække som voksenunderviser på VUC. Har desuden flere terapeutuddannelser bag sig og arbejder i dag som coach, terapeut og storyteller. www.mariannechristensen.dk

…

I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.

Denne artikel er fra nr. 6/2013