Guds kærlighed var større end drømmen om mand og børn
Som yngre drømte Søster Anna Mirijam Kaschner cps om et helt fodboldhold af unger. Men mødet med den katolske tro og Missionssøstrene af det dyrebare blod, vækkede en længsel i hende, som var dybere. I dag lever hun i kloster og har aflagt løfter om kyskhed, lydighed og fattigdom.
Af Sannie Terese Burén / Magasinet Psykologi, nr. 6/2012.
Vores møde starter med et grin: Jeg har ringet på dørtelefonen og er, efter at have præsenteret mig, blevet buzzet ind af en anden søster. Men det ved Søster Anna Mirijam ikke, så hun skynder sig ud for at lukke op. Derfor lander vi samtidigt i entréen – hun med et lille hop, der får det til at se ud, som om hun netop er dumpet ned fra himmelen. Situationen er uventet komisk og vi skrupgriner begge to. Vi er allerede ikke længere fremmede og isen er brudt.
Jeg er taget til Nordvanggaard, ved Birkerød, hvor seks katolske ”Missionssøstre af det dyrebare blod” bor, for at spørge tyskfødte Søster Anna Mirijam Kaschner cps om, hvad der fik hende til at vælge klosterlivet og hvordan hendes hverdag ser ud i dag. For hvordan lever nonner egentlig i virkeligheden, nu her i 2012? Må de køre bil, tale i mobil telefon og spise pizza? Ser de TV? Og hvordan kan de leve uden sex og frivilligt fravælge familieliv og børn?
Kaffesøster og webmaster
Søster Anna Mirijam fører mig til et lille samtalerum med to stole og et rundt bord. Hun har på forhånd omsorgsfuldt spurgt, om jeg drikker kaffe eller te. Selv holder hun sig til kaffen.
”Det er faktisk det første jeg gør om morgenen, at sætte kaffe over, for jeg har sådan brug for at vågne inden morgenbønnen kl. 6.25,” siger hun med et skævt smil og fortsætter:
”Her i klosteret står vi heldigvis ikke alt for tidligt op og vi står heller ikke op om natten, for at bede, som nogle ordener gør.”
Hun forklarer, at der er forskel på, udadvendte og tilbagetrukne ordener, hvor nonnerne har som hovedopgave at bede. Faktisk er det kun de sidstnævnte der formelt kaldes nonner. I hendes egen orden ”Missionssøstrene af det dyrebare blod” kaldes det ”søstre” og de arbejder typisk uden for klosteret, f.eks. på det nærliggende plejehjem, som oprindeligt blev drevet af søstrene. I dag er selve driften overtaget af kommunen. Selv arbejder Søster Anna Mirijam dels som generalsekretær for den Nordiske katolske bispekonference og dels, som leder af et kursus for mennesker, som ønsker at konvertere til den katolske tro. Og så er hun webmaster for klosterets hjemmeside.
”Folk kigger når jeg kommer kørende i bil til og fra arbejde”, fortæller hun, ”men vi lever jo i nutiden og er en del af det omkringliggende samfund. Derfor følger vi også med og ser f.eks. nyheder i TV. Jeg vil gerne være med til at nedbryde nogle af de fordomme folk har, for de opstår jo ud af uvidenhed.”
Føler sig elsket af Gud
Man kan starte med at leve klosterlivet ”på tid”, for at prøve, hvordan det er, inden man beslutter sig, forklarer Søster Anna Mirijam. Derefter har man et 2-årigt noviciat, hvor man fordyber sig i sit kald og først derefter afgiver man løfterne om kyskhed, lydighed og fattigdom og ifører sig ordensdragten. Hvis man selv ønsker det, kan man også vælge et nyt navn. Sådan blev Annette, som hun hed før, til Søster Anna Mirijam cps. Forkortelsen står for Congregatio Pretioso Sanguine, som er ordenens navn på latin.
”Missionssøstrene af det dyrebare blod lyder jo lidt mærkeligt i dag, men i 1885, da vores orden blev grundlagt, kendte folk generelt den symbolik, der ligger bag navnet. Tanken om det dyrebare blod kommer sig af, at Jesus har udgydt sit blod på korset, for at vi kunne få direkte tilgang til ham. Hvis jeg skulle navngive vores orden i dag, ville jeg nok kalde den Missionssøstrene af Kristi dyrebare kærlighed.”
For hendes valg handler om kærlighed, understreger Søster Anna Mirijam.
”Selvfølgelig handler det om at elske Gud – men det betyder faktisk mere for mig, at jeg har en følelse af at VÆRE elsket. Man kan sammenligne det med at have mødt et menneske, som virkelig elsker én, så har man lyst til at tilbringe resten af livet med ham eller hende. Det samme gælder for mit vedkommende med Gud.”
I sin studie tid havde hun en kæreste, fortæller hun.
”At have en at dele livet med, at få et knus og alt det, der hører med til det … Det var jo dejligt! Men der var en længsel i mig, som ikke kunne opfyldes gennem forholdet, selvom vi var vildt forelskede – det var ikke dét!”
Der manglede simpelthen noget, forklarer Søster Anna Mirijam, som med stor sorg, endte med at afslutte forholdet af samme grund.
”At jeg fandt det jeg savnede i klosteret, blev et bevis på, at det var det rigtige sted for mig at være. Og ellers havde jeg nok også søgt videre til noget andet og ikke afgivet løfterne.”
Er glad for at være kvinde
Men kyskhedsløftet må alligevel være svært, for seksualiteten er der jo stadig – hvad gør man?
”For mange i dag virker det, som et meget stort afkald ikke at udleve sin seksualitet. En ældre søster fortalte engang, at for 30 år siden, blev hun altid spurgt, hvordan i alverden hun kunne afgive lydighedsløftet. Dengang var der meget fokus på det med autoriteter i samfundet og mange havde en antiautoritær holdning, så lydighed blev set, som noget helt utænkeligt. Kyskhedsløftet blev der sjældent spurgt ind til. Nu er det lige omvendt.”
Nogle tror, at når man træder ind i et kloster, så kommer man pludselig af med sin seksualitet, eller slet ikke har haft nogen til at begynde med, oplever Søster Anna Mirijam.
”Men sådan er det ikke: Jeg er kvinde! Og jeg er så glad for, at jeg er det. Der er faser, hvor jeg kan mærke, at jeg er fuld af livskraft, hvor jeg har mere energi og bliver mere kreativ.”
Den kreative energi bruger hun bl.a. på sit arbejde og ved at spille musik.
”Så er der andre faser i den biologiske cyklus, hvor jeg har det skidt, eller bliver irritabel. Og det at vi bor flere kvinder sammen, kan selvfølgelig godt give anledning til, at vi indimellem lige skal give hinanden lidt plads … ”
Men, indrømmer Søster Anna Mirijam, der ER også noget hun savner.
”Det ville være løgn, hvis jeg sagde at det ikke var sådan! Når jeg mærker savnet af det som gifte kvinder, eller kvinder med en kæreste har, prøver jeg, at komme i kontakt med min åndelige længsel. Så stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvorfor er jeg trådt ind i klosteret? Hvad er det dybest set for mig? Og så sætter jeg mig i kirken og siger til Gud: OK Gud, du har skabt mig som kvinde, jeg føler sådan her lige nu … Hvad skal vi gøre ved det? ”
Hun tænker sig om et øjeblik og fortsætter:
”Jeg synes det er en Guds gave vi har, det er ikke noget slemt vi fik med ved en fejltagelse, tvært imod hører det til mig, som menneske. Men jeg har afgivet et løfte om, ikke at udleve min seksualitet for at gøre plads til noget andet.”
Drømte om ti børn
Annette, som hun hed dengang, voksede op i Tyskland, med sine forældre og en fire år ældre bror. To gange om året – til jul og til påske – gik de i den protestantiske kirke, mere af tradition end af tro. Men som 10-årig startede hun på en katolsk skole og her kom hun hurtigt til at holde af gudstjenesterne, som var mere livlige og med musik der appellerede til unge.
”Senere spillede jeg også valdhorn i et kirkeorkester”, fortæller hun.
”I orkesteret sad jeg ved siden af en fyr, som var langhåret og altid gik i røde bukser. Han var lidt mærkelig men meget sød. En dag, da vi skulle aftale nogle datoer, havde jeg glemt min kalender. Så sagde jeg, ”jamen, Andreas, du har jo din kalender her”, fiskede den op af hans taske, åbnede den – og så viste det sig at være en bibel.”
Bagefter undrede hun sig over, hvad det mon var for en fyr, der gik rundt med en bibel i sin taske, og spurgte ham om hans tro.
”Det var spændende at tale med én som stillede de store spørgsmål: ”Findes Gud og hvordan kan jeg vide det?” Og: ”Hvis Gud findes, hvordan kan der så være så meget lidelse i verden?” Til det sidste svarede han, at Gud er almægtig men har givet mennesket en fri vilje, derfor er vi medskabere af det der sker i verden. Det gav – allerede dengang – meget mening.”
Andreas inviterer hende med i en ungdomsgruppe der mødes en gang om måneden i et nærliggende kloster. Det er her hun for første gang møder Missionssøstrene af det dyrebare blod.
”Hver gang jeg kom til klosteret, fik jeg sådan en fornemmelse af ro. På et tidspunkt dukkede spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at blive ordenssøster, op – men jeg skyndte mig at fortrænge det, for dengang drømte jeg om at stifte familie. Og jeg ville have mindst ti børn.”
Flygtede til Afrika
Efter studentereksamen tager Annette, på sin fars opfordring, en uddannelse, som bankrådgiver. Men opdager hurtigt, at det ikke er dét hun havde lyst til at beskæftige sig med. I mellemtiden er tanken om, at blive medlem af den katolske kirke langsomt spiret frem. Som 21-årig konverterer hun og starter på et 3½-årigt studium som religions pædagog, en slags hjælpepræst, som bl.a. underviser konfirmander. Efter sin uddannelse er hun et år i praktik i en menighed. Men spørgsmålet om klosterlivet dukker op igen og igen.
”Hver gang jeg så en søster i byen – i Tyskland er det meget mere almindeligt end her! – fik jeg sådan en underlig fornemmelse i maven. Det gjorde mig vildt bange! Mest fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forklare det til mine forældre. De var jo ikke religiøse og havde i forvejen svært ved at forstå, at jeg havde valgt den katolske tro, hvordan ville de så ikke reagere, hvis jeg kom og sagde, at jeg ville være nonne?”
Hun beslutter sig for at tage et år til Afrika og imens lade spørgsmålet hvile.
”Men efter to uger i min menighed dernede, var der en afrikansk kvinde der spurgte mig ”har du aldrig tænkt på, at gå i kloster?”
Søster Anna Mirijam griner og fortsætter:
”Så indså jeg, at jeg ikke kunne flygte fra det. Lige meget, hvor jeg tog hen, ville spørgsmålet følge med og jeg besluttede at prøve det af, når jeg kom hjem.”
Udbad sig betænkningstid
Missionssøstrene af det dyrebare blod er en international orden, med klostre i mange lande og efter otte år i Paderborn i Tyskland, var det tid til, at Søster Anna Mirijam skulle til et kloster, et andet sted i verden.
”Førhen kom der bare et brev om, at man skulle være i Papua Ny Guinea fra den og den dato og så skulle man sige ja, men i dag har man selv medindflydelse på beslutningen”, fortæller Søster Anna Mirijam.
”Tidligere var der jo ordner, hvor lydighedsløftet blev tolket meget snævert og det hed sig, at hvis en abbed sagde til en munk, at han skulle plante et træ med rødderne opad, så skulle han gøre det. Der ville jeg i dag nok sige ”undskyld, hallo!? – Tror du dét er en god idé?”
For i dag tolkes lydighedsløftet mere i retningen af, ”at lytte”, forklarer Søster Anna Mirijam videre.
”Først og fremmest til Gud, men også til det mine medsøstre og min priorinde siger.”
Da det blev foreslået, at hun skulle til Danmark, blev hun meget overrasket, for det var noget hun slet ikke selv havde haft i tankerne.
”Jeg havde regnet med at jeg måske skulle til Afrika. Og jeg tænkte med det samme på, at i Danmark skulle jeg lære et helt nyt sprog.”
Det var noget hun lige skulle tænke over.
”Så fik jeg en uges betænkningstid, hvor jeg vejede lydighedsløftet op imod mine egne forestillinger og til sidst kom jeg til den konklusion, at selvom der var mange udfordringer ved at skulle til Danmark, var der ingen grund til at sige nej. Og nu, hvor jeg har lært sproget, er jeg blevet meget glad for at være her.”
Vandrer i Alperne
Søster Anna Mirijam har dog ikke helt sluppet tilknytningen til sit gamle hjemland og er flere gange om året på kurser i klosteret i Paderborn. Når det kan lade sig gøre besøger hun også sin mor, der i dag har forliget sig med datterens valg.
”Jeg er så stolt af hende, for hun siger altid til andre, at ”hvis bare jeg er lykkelig, er hun tilfreds.” Og det er jeg jo,” smiler Søster Anna Mirijam.
En gang om året tager hun tre ugers ferie, hvor hun vandrer alene i Alperne.
”Jeg har meget brug for, at have den tid for mig selv, for resten af tiden er jeg jo meget sammen med andre mennesker. Taler, underviser, lytter … Så er det godt at trække sig lidt tilbage og være ude i naturen.”
I bjergene går hun ikke i ordensdragt, for det ville være for farligt og for besværligt, fortæller hun videre. Men hvad med penge til rejsen – får nonner mon lommepenge?
”Nej, ikke lommepenge men penge på lommen!”, griner hun.
”Det vi hver især tjener på vores arbejde, går i klosterets fælles kasse. Og fra fælleskassen bliver der uddelt til den enkelte søster, hvad hun har brug for. Det samme gælder vores ferier.”
Hun forklarer, at hun når hun går ud, altid har et mindre beløb på sig.
”Det er ikke penge jeg kan bruge, uden at skulle holde regnskab, så hvis jeg køber noget, skal jeg afregne det med priorinden ved månedens udgang. Hvis jeg har brug for større ting, et par sko f.eks., går jeg til priorinden og får penge til det. Er der penge tilbage afleverer jeg dem retur.”
For fattigdomsløftet betyder, at Søster Anna Mirijam ikke må eje noget.
”Jeg er jo som sådan ikke fattig. Jeg har en mobiltelefon, jeg har en bærbar computer. Men jeg ejer dem ikke – jeg bruger dem. Fattigdomsløftet går også ud på, ikke at blive afhængig af tingene. Det er noget jeg selv skal passe på – hvor meget tid tilbringer jeg ved computeren? Måske spiller jeg et spil og kigger lidt på internettet … Men man kan hurtigt blive fanget ind og blive afhængig af det.”
Var i praktik på fødeafdeling
Søster Anna Mirijam, der i dag er 40 år, kan stadig godt, når hun ser andres børn, tænke på, at det kunne have været hendes egne – sådan rent aldersmæssigt. Som novice var hun i en periode i praktik på en fødeafdeling, for hun kunne mærke, at der stadig var noget omkring dét med børn, der trak i hende og hun ville gerne være helt sikker, inden hun gav endeligt afkald på selv at blive mor.
”Mit største ønske var, at få lov til at være med til en fødsel, for det er jo et af de største mirakler i verden. Det lykkedes mig at være med til to! Men det var en lidt svær tid for mig, for alle de små børn – det var jo dejligt, at være sammen med dem! Og jeg kunne virkelig mærke den moderlige side af mig selv. Det er noget, hvor jeg i dag siger, at det ER et afkald!”
Men løfterne bliver også ofte tolket entydigt negativt, mener hun. At der er noget man ikke må.
”At love kyskhed kan også betyde, at jeg har rum til flere mennesker. I forgårs var her f.eks. en kvinde, som jeg ellers kun kender fra et kursus. Hun ringede pludselig og græd og sagde ”min søn har hængt sig”. Så kom hun herud og græd og græd i fire-fem timer. Den tid og rummelighed havde jeg jo ikke, hvis jeg var mor til ti børn!”
Fællesskabet er det bedste
Ude på gangen lyder der latter og pludren af mange, ældre, dame stemmer. Det er strikkeklubben, som mødes i klosteret én gang om ugen, for at strikke tæpper til Mother Theresas gadebørn i Indien, der er på vej hjem. I det hele taget er klosteret ramme om en menighed, som også bl.a. deltager i gudstjenester. Udover morgenbønnen er det kl. 12.00 og kl. 17.30.
Efter aftenmessen spiser søstrene sammen. En af dem har ”bordtjeneste” og skal sørge for borddækning, men maden kommer fra det nærliggende plejehjem.
”Så indtil videre har vi ingen diskussioner om, hvad vi skal spise”, smiler Søster Anna Mirijam og fortsætter:
”Men plejehjemmet flytter til oktober og så skal vi finde ud af, hvordan vi skal håndtere det med madlavning …”
Hun ruller lidt med øjnene og jeg forstår, at selv om man bor i et kloster, kan man godt have diskussioner om de praktiske gøremål.
”Selvfølgelig sker det, at der er ting vi er uenige om. Folk tror, at vi er sådan en slags overmennesker, som aldrig har konflikter. Men vi kan godt skændes og blive sure på hinanden. Går der alt for længe, hvor vi ikke snakker sammen, bliver det utåleligt. Så må man søge hjælp hos en medsøster, som kan mægle lidt. Vi har selv valgt klosterlivet – men jo ikke specifikt hvem vi ville dele det med. Og vi har ingen muligheder for at vælge nogen fra, eller på eget initiativ flytte til et andet kloster. Det kan godt nogen gange være lidt svært.”
Alligevel er fællesskabet også noget af det bedste ved klosterlivet, synes Søster Anna Mirijam.
”Når jeg har haft en tung samtale, som den med kvinden, hvis søn havde hængt sig, har jeg nogen, som JEG kan få støtte hos og som kan hjælpe MIG med at bære det. Vi er ikke alene, men deler de bekymringer enhver søster har. Det er rart.”
Aftenmesse i kirken
Klokken er blevet 17.30 og vi skynder os over i den fløj af den gamle, firelængede gård, som tidligere var lade men, som – da søstrene i 1959 overtog stedet – blev ombygget til en smuk, moderne kirke. Gudstjenesten er allerede gået i gang og vi finder hurtigt nogle pladser og sætter os.
”Opløft jeres hjerter”, synger præsten.
Og søstrene svarer:
”Vort hjerte er hos Herren!”
Imens kigger jeg mig nysgerrigt omkring på de omkringsiddende søstre. For dem er dette hverdag og kirken er en del af deres hjem. Efter aftensmaden skal de i aften holde møde om opsætningen af den nye postkasse, har Søster Anna Mirijam fortalt. Bagefter vil hun måske spille lidt på sin fløjte, se TV eller gå på Facebook.
Da jeg kører fra klosteret er det stadig med en undren over det liv Søster Anna Mirijam har valgt. Men også med en stor beundring for den varme, humor og uskyld jeg har mødt. Og allerede inden bilen starter, har jeg besluttet mig for, snarligt, at vende tilbage til en kop søsterkaffe.
Søster Anna Mirijam Kaschner cps, født 1971 i Tyskland. Bor på klosteret Nordvanggaard nær Birkerød sammen med fem andre Missionssøstre af det dyrebare blod. Arbejder til daglig som generalsekretær for den Nordiske katolske bispekonference og er desuden leder af et kursus for konvertitter og voksne dåbs kandidater i København.
Missionssøstrene af det dyrebare blod er en katolsk søster orden, grundlagt i Afrika i 1885, af den østrigske Trappistmunk Franz Pfanner. Du kan læse mere om søstrene og klosteret Nordvanggaard her: www.cps-nordvanggaard.dk
Der findes omkring 15 kvindelige, katolske klosterordener i Danmark, heraf er langt størstedelen udadvendte, d.v.s., at de arbejder og deltager i det omkringliggende samfund. Fælles for alle ordenerne er løfterne om lydighed, kyskhed og fattigdom.
Hver orden har desuden sin egen ”karisma”, som udtrykker en særlig del af Jesu liv og den katolske tro. Missionssøstrene af det dyrebare blod efterlever f.eks. gennem deres særlige karisma, at vi alle har direkte adgang til Jesus kærlighed, hvorimod de mere tilbagetrukne ordener, f.eks. beder i ensomhed, for at levendegøre Jesus ensomme bøn på bjerget.
…
I fire år arbejdede jeg som fast freelancer på Magasinet Psykologi, hvor jeg skrev en række artikler – primært portræt interviews. Jeg har udvalgt dem jeg selv bedst kan lide til en reprise her på bloggen.
Denne artikel er fra nr. 6/2012.
…