Jeg fulgte mit hjerte

Jeg var omkring 15 år, da jeg besluttede mig for, at jeg ville følge drømmen.

Ikke noget med lunken middelmådighed og kompromisser her, jeg ville leve fuldt og helt, velvidende at det sikkert ville kræve både mod og hårdt arbejde. Måske ville det slet ikke lykkes, men jeg ville ikke dø uden at have prøvet.

Blandt mine tidligste drømme var, at blive skuespiller, og det blev jeg. (På billedet herover ser du mig i én af de forestillinger jeg spillede med i – Nitterdrengene, på Egnsteater Dueslaget i Helsingør, 1986).

Det bekræftede min beslutning men jeg fandt også ret hurtigt ud af at der var både ydre og indre bump på vejen og ind imellem sågar pigtråd og partisansøm! Mest i form af tvivl, lavt selvværd og selvsabotage – og så dét her med at jeg er en ”scanner-type”, som forvirrede mig.

Startede i terapi

For at overvinde forhindringerne startede jeg i terapi og gik på forskellige kurser i personlig udvikling. Jeg tog en uddannelse som psykoterapeut og siden også uddannelser indenfor åndedræts- og tankefelt terapi. Siden begyndte jeg også at have klienter i terapi og coaching, og at tilbyde forskellige kurser og workshops.

Imens gik jeg ivrigt efter nye mål og drømme. Ikke alt lykkedes, men meget gjorde. Og i dag er jeg umådelig stolt over det liv jeg indtil nu har skabt og de erfaringer det har givet mig.

Det har bestemt ikke været omkostnings frit, men det har været det hele værd. Og det er, ud over min faglighed, i høj grad denne livserfaring jeg trækker på i den coaching jeg tilbyder nu.

Verden har brug for vores drømme

At hjælpe andre med at leve i overensstemmelse med deres indre værdier og dybeste længsler er noget af det mest tilfredsstillende jeg har oplevet i mit liv. Ikke bare fordi det er skønt at se den enkelte klient blomstre og springe ud i fuldt flor som sig selv – men også fordi jeg tror på, at verden har brug for vores mod til at være dem vi er inderst inde.

Verden har brug for vores sårbarhed, vores hjertes stille hvisken, håbet og dét vi brænder allermest for at skabe. For at vi vil følge drømmen.

Hvis det giver mening for dig, så lad mig hjælpe dig – men inden du bestemmer dig, så lad os tage en uforpligtende snak om forventninger og mål med dit coaching forløb.

Du kan bruge kontaktformularen til at kontakte mig og lave en aftale. Jeg glæder mig til at høre fra dig!

  Tell me more!