Min rastløse sjæl

Jeg har altid været lidt misundelig på den type mennesker der fra en ung alder har vidst hvad de ville – og er gået direkte efter det. Sådan én der har spillet violin siden de knap kunne holde på buen, der (frivilligt) øvede sig i timevis hver dag og endte som soloviolinist i et berømt orkester. Eller tegnede, tegnede, tegnede og bare blev ved og stadig tegner – nu blot for penge!

Åh, hvilken ro det må give, at kende sin livsbane – eller i hvert fald have et soleklart mål. En smuk enkelhed i livet, fyldt med rutiner og zen.

Men sådan er jeg ikke. Min sjæl er rastløs og min opmærksomhed flygtig. Ikke så snart jeg har fanget det mest basale i en udtryksform eller teknik, før jeg må videre, søge nye veje, nye uopdagede – og garanteret meget grønnere – græsgange.

Det er ret opslidende – og ikke særlig sundt for privat økonomien. Men fyldt med eventyr og magi. Og nogen gange en følelse af frihed.

Gennem tiden har jeg haft mellem tredive og fyrre jobtitler og (det giver næsten sig selv) som regel flere sideløbende jobs eller projekter ad gangen. Det gør det svært at vide hvad der skal stå på visitkortet og CV’et – og det føles lidt pinligt at nærme sig de 50 og stadig ikke rigtig vide hvad det er jeg skal “være”. Men efterhånden tegner der sig alligevel visse røde tråde …

Igennem de senere år har jeg overordnet set betragtet mig som historiefortæller. Og det har fået forskellige mere eller mindre konkrete udtryk i form af bl.a. bøger og artikler. Og collager, som den her på siden, som jeg også ser som en slags historiefortælling. I de år jeg arbejdede som terapeut hjalp jeg andre med at finde ind til en for dem mere sand historie om sig selv og verden. Og før det har jeg bl.a. fortalt historier gennem de teaterforestillinger jeg var med til at lave i 1980’erne.

Men efterhånden begynder det også at være mere tydeligt for mig, at det søgende i sig selv er en slags tråd eller mønster. Og at det kræver egenskaber og færdigheder, som jeg efterhånden virkeligt mestrer. På en måde er jeg en slags moderne opdagelsesrejsende. Ikke på samme måde som de polarforskere min mand, Jacob, elsker at læse om, som vovede livet for at kortlægge den fysiske verden, men en ny slags, der afsøger nye og endnu uopdagede måder at leve og være til i den (nu for længst kortlagte) verden på.

I øjeblikket tænker jeg en del over, hvordan jeg kan bruge disse explorer-egenskaber på en ny og mere meningsfyldt måde til gavn for andre. For bag min misundelse af violin-virtuosen, ligger der et dybt ønske om at opnå det sublime. Og en følelse af, at der må være en slags mening med det hele … At min rastløse sjæl ikke er en fejl men en gave.

Det bliver spændende at se, hvordan den folder sig ud 😉

Dette er et blogindlæg fra 2013 fra min gamle blog – jeg har medtaget det her dels fordi jeg selv synes det er et meget velskrevet blogindlæg og fordi det angiver starten på den forvandling min forståelse af scanner-begrebet satte i gang.