Som fotograf ser jeg med hjertet og viser dig det jeg har set

 

Hvordan jeg blev fotograf?

Den sandfærdige (og måske lidt for lange) historie om mit kærligheds eventyr med fotografering gennem mere end fyrre år …

 

På min ti års fødselsdag fik jeg mit første kamera. Eller ”fotografiapparat” som det kaldtes dengang. Et lille instamatic, hvor det eneste jeg skulle gøre var at trykke på knappen og forsøge at holde kameraet nogenlunde stille imens. Det sidste var, kan jeg se på billederne fra dengang, svært. Blandt mine første forsøg var billeder af mine venner og nogle ture med fritidsklubben til Legoland og Den Gamle By i Århus.

 

Senere, da jeg kom i ottende klasse, fik jeg foto som valgfag, og lærte selv at fremkalde film og gå i mørkekammer. Men jeg blev aldrig rigtigt gode venner med det tekniske. Forholdet mellem blænde, tid og lys forblev dengang et mysterium, så jeg opgav at blive god til det. (Billedet her under er taget af en kammerat, hvorefter jeg selv har fremkaldt).

 

 

Jeg fortsatte med at tage feriebilleder og den slags. Og jeg udviklede også en umættelig appetit på at SE på billeder, især bolig- og livsstilsmagasiner, kogebøger og lækre coffetable bøger. Det var som om jeg kunne suge magisk energi ud af billederne og jeg kunne aldrig få nok. Men jeg skænkede det aldrig en tanke, at jeg selv kunne begynde at tage den slags billeder.

 

Giftede mig til et Canon Kamera

Da jeg mødte min mand, Jacob, for tyve år siden havde han til min begejstring et Canon Spejlrefleks kamera og da vi et par år senere flyttede på landet og startede Æblegaarden, begyndte jeg at tage en masse billeder – på auto. Den ene rulle af film efter den anden med billeder af kattekillinger, æbler, min bonusdatter og livet på landet, blev sendt til laboratoriet med post. Og der var efterhånden enkelte gode billeder indimellem …

 

Da kameraet gik i stykker og det ikke kunne betale sig at få det lavet, gik vi over til små, digitale point-and-shoot kameraer og jeg husker befrielsen ved ikke længere at være begrænset af et bestemt antal billeder på filmrullen, men bare at kunne knipse løs.

 

 

Det væsentlige er usynligt for øjet, kun med hjertet kan man se rigtigt.     – Antoine de Saint-Exupéry, Den lille prins

 

 

Et kogebogsprojekt der aldrig blev

I 2013 arbejdede Jacob og jeg sammen på et kogebogsprojekt (som aldrig blev fuldført, men det er en anden historie) og indså hurtigt at vi ville får brug for en god fotograf. Vi indså dog næsten lige så hurtigt, at det kunne blive både dyrt og besværligt at skulle have en fotograf til Langeland ad flere omgange for at tage billeder til bogen. Vi spurgte derfor en lokal ven og fotograf om han var interesseret? Men han takkede heldigvis pænt nej – og dét blev startskuddet til, at jeg begyndte at fotografere på et mere seriøst plan. 

 

 

I første omgang var målet at blive god nok til at jeg kunne tage billederne til vores bog. Men jeg fandt hurtigt ud af at dét dér med at fotografere mad ofte er en kompliceret affære: Først skal maden forberedes, laves og styles, lyset skal være i orden, så det må ikke være for sent på dagen – og det er sjældent jeg har en naturlig grund til at kokkerere aftensmåltider fra morgenstunden, så hvis jeg skulle finde tid til at øve mig i selve det at fotografere, var det nødvendigt med mere lettilgængelige motiver – og det blev ofte blomster.

 

Kogebogsprojektet blev af forskellige årsager lagt på hylden på ubestemt tid men jeg fortsatte med at fotografere. Tog nogle kurser, studerede de fotografer jeg beundrer, afprøvede forskellige stilarter og fik hjælp og støtte i en skøn international Facebook gruppe for kvinder der fotograferer. Undervejs fik jeg også nogle hak i tuden: En virkeligt dårlig lærer på et ugekursus, der jappede et stort pensum igennem, ikke havde meget til overs for mad fotos og decideret mobbede de deltagere der ikke havde Canon Kameraer (jeg bruger Nikon nu) fik mig næsten til at opgive. Men heldigvis kom jeg op på hesten igen – og en dag opdagede jeg, at jeg var blevet sådan én der skiftede mellem forskellige linser og nørdet studerede manualen til mit kamera.

 

Blomstrende skønhed

Da en veninde en dag kærligt sagde ”du kan da ikke lade verden gå glip af al den skønhed”, vidste jeg at hun havde ret og at jeg var parat til at gøre mine billeder tilgængelige for et større publikum end lige min nærmeste familie. 

 

 

Da jeg bliver ved med at vende tilbage til blomsterne som motiv – både som de står i haven og er helt sig selv, og som en del af et stilleben, der fortæller en historie – har det været naturligt at lade blomstermotiverne spille en hovedrolle i mit arbejde som fotograf. Du kan købe mine billeder som print til at hænge på vægen og som postkort (der i øvrigt også kan indrammes) – i begge tilfælde en rigtig god gave idé til en veninde eller en anden kvinde du holder af.

Gå til butikken

 

Jeg tilbyder desuden også portræt sessioner. Som portræt fotograf er det mit speciale at få dig til at slappe af og føle dig godt tilpas mens jeg fotograferer, især hvis du er introvert, særligt sensitiv og måske endda decideret bange for at blive fotograferet. Dette kan være et stort problem, hvis du driver selvstændig virksomhed eller på anden måde har brug for gode portrætter i forbindelse med dit arbejde – og jeg hjælper dig gerne! Se mere på siden om portrætter …

 

Gå til portrætter