Primunella – et eventyr

H un var den smukkeste blomst i haven. Det var indiskutabelt og Primunella vidste det. Hun nejede mod solen og drak morgendug af store dråber på de gyldne kronblade. Hun skottede længselsfuldt over mod gartner Jespersen, planteskolens ejer, som lidt derfra var travlt optaget af at beskære nogle roser. Det var takket være hans kyndige hænder og beundrende blikke at hendes skønhed i denne usædvanlige grad var kommet til udfoldelse.

– Hr. Jespersen?! Hun rømmede sig. – Undskyld … Hr. Jespersen, jeg føler at min potte er lidt tør … De kunne vel ikke lige kigge herover et øjeblik?

Men i stedet for hr. Jespersen kom en yngre mand gående direkte hen imod hende. Foran sig havde han en tynd, hvid pind, som han svingede fra side til side. Han var faretruende tæt på nu – kunne han da ikke se sig for med den pind?! tænkte Primunella.

I det samme kom gartner Jespersens lille gravhund, Felix, farende rundt om hjørnet, hen ad stien og ind imellem benene og stokken på manden, som end ikke nåede at gribe for sig men faldt lige ned på den stakkels Primunella. – Åh, nej græd hun. Se nu; mine stængler er helt krøllede og mine kronblade falder af. Hulkende kastede hun sig mod jorden. Men den unge mand ænsede ikke hendes kvaler. – Hvilken duft! Hvilken vidunderlig, sødmefyldt, interessant aroma!, mumlede han henført mens han prøvede atter at komme på benene. Gartner Jespersen og en tyk dame, som havde stået og beundret nogle farvestrålende georginer, kom ilende til for at hjælpe den blinde mand op. Gartner Jespersen undskyldte mange gange for Felix’s opførsel, børstede jorden af mandens tøj og vidste slet ikke hvad han skulle gøre for at gøre sagen god igen.

– Om jeg blot må få den lille Primunella – som dufter så rørende dejligt – med hjem, så skal mit hjerte aldrig mere længes mod nogen anden skønhed.

– Hvor han dog taler kønt, sukkede Primunella. Og sådan gik det til at hun kom til at bo i vindueskarmen hos den unge mand, som ikke kunne se hendes fallerede skønhed, men som så meget desto mere værdsatte hendes duft og aldrig glemte at minde hende om den nydelse den gav ham.

© Sannie Terese Burén, Marts 2005