Rejsebrev fra Boa Vista, Cap Verde

Hello money – come and see my shop!
Det er den næstsidste dag af vores ferie på Boa Vista og min mand og jeg er faktisk ude for at købe gaver til dem derhjemme, da souvenir sælgeren råber efter os på gaden. Vi lader først som ingenting og går videre med afvisende ansigter. Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at grine af bemærkningen. Der er noget befriende i dens ærlighed, som man må tage hatten af for.

Bare ærgerligt, at der ikke rigtig er noget i butikken, vi har lyst til at købe – det hele er noget afrikansk kokos-tingel-tangel ovre fra fastlandet. Det samme gælder i øvrigt souvenir sælgerne, der også er fra Senegal og Ghana og har dén dér fuldstændigt overvældende og grænseoverskridende salgstaktik, der kan få de fleste normal-danskere til at gå halvt i koma.

Vi møder det allerede den første dag da vi som vinterblege, nyudklækkede (og temmelig trætte) turister, sidder på torvet og får os en kop kaffe. En ung mand – Justin – kommer hen til os og vil snakke, men starter med at anklage os for ikke at ville hilse på ham. Jeg skynder mig at forsøge at glatte ud – tænk hvis han tror jeg er racist?! Bagefter kan jeg godt se, at jeg røg i med begge ben!

Han fortsætter med en ucharmerende blanding af fornærmelser, flirt og slet skjult manipulation og det lykkes ham at gøre et uudsletteligt indtryk af den slags man bagefter ville ønske man kunne vaske af med vand og sæbe. Til gengæld lykkes det ham også (på trods af sine utallige forsikringer om at ville give os en god pris) fuldstændigt at forfejle sin mission om at sælge os noget!

Men nu er vi advaret. Og resten af ferien løber vi dagligt spidsrod gennem ”Senegal-området”, på vej til og fra stranden, med en skandinavisk kølighed der burde kunne rette op på den globale opvarmning.

Men måske er det uretfærdigt at indlede et rejsebrev fra Boa Vista med en beskrivelse af mødet med dens afrikanske indvandrere, der ikke er repræsentative for øen og som måske snarere er udtryk for en global kulturel og økonomisk udfordring, det tager mere end en eftermiddag at løse. Og som nok ikke løses på Cab Verde, der skønt det ligger midt i Atlanterhavet, milevidt fra kontinentets kyst, regnes som et afrikansk land.

Og som mange andre afrikanske lande er der også her tale om et yderst fattigt land, hvor (især på Boa Vista) manglen på vand fortsat giver problemer, selvom levestandarden er øget noget i de senere år. Befolkningen er en helt særegen blanding af portugisere og afrikanere og de er, ud over at være meget smukke, også meget blide og melankolske. Præcis som de Cab Verdianske ”Mornas”, sørgmodige sange, der giver helt nye dybder til begrebet ”længsel” og som strømmer os i møde fra højtalere mange steder på øen. (Eller som min gamle ven Hilde ville have udtrykt det: De forstår virkelig at dyrke deres ”weltschmerz”).

Stemningen, selv ved ankomsten i lufthavnen, er tilbagelænet næsten på grænsen til det apatiske, og vi fornemmer med det samme, at her kan man godt sætte tempoet ned, glide ind i nuet og bare være til. Heldigt, at det også er dét der er formålet med rejsen! Cirka halvdelen af vores rejsebagage består af bøger og de næste to uger skal vi ikke andet end at dase og læse, ahh …

Vi bor på det lille, italiensk ejede guesthouse, Migrante, som er den direkte årsag til vores besøg: Da jeg for nogle år siden fandt deres hjemmeside, blev jeg helt betaget og har siden haft den på bogmærke. Nu er vi her endelig og heldigvis lever stedet helt op til vores forventninger, måske lige bortset fra caféen, hvor vi nok havde regnet med mere liv. At det var et sted, hvor der var mulighed for at falde i snak med andre rejsende og med lokale, hvilket viser sig ikke helt at holde stik. Migrante har fire værelser og caféen fungerer mest som morgenmads buffet for os der bor her og selvfølgelig udveksler vi høfligheder med vores tyske og italienske naboer.

Men at falde i snak med de lokale viser sig, at være svært p.g.a. sproget. Cab Verdianerne taler en form for Cajun (en blanding af europæiske og afrikanske sprog) som i øvrigt er forskelligt fra ø til ø, ja, nogen gange endda fra landsby til landsby. De har portugisisk, som officielt sprog og dét taler de fleste da også. Enkelte taler lidt fransk, italiensk eller spansk, men selv når jeg forsøger mig med mit baby-spanske bliver folk underligt fjerne i blikket og opgiver på forhånd. Og engelsk, som er vores primære middel til kommunikation uden for Danmarks grænser, er der ikke mange der kan. Altså udover vores italienske vært og de føromtalte afrikanske souvenir sælgere.

Vi glider ind i vores helt egen verden bestående af skønlitteratur, solbadning, søvn og mad. Ferie rutiner, som kunne have fundet sted hvor som helst, under forudsætning af at der, som her, er varmt og ingen regn. Men Boa Vistas ørkenlandskab, de fantastiske strande (som er uendeligt smukke men ikke alle steder egner sig til badeferie) kitesurferne og den gamle, nedslidte men maleriske by Sal Rei danner tilsammen en eftertænksom kulisse, som passer perfekt til netop denne ferie.

agens højdepunkt bliver, hvor vi skal spise og om vi skal have tun eller sværdfisk, ged, gris eller hummer. Tilbehøret er stort set det samme alle steder og til alle retter: Ris og pommes frittes, med mikroskopiske mængder grøntsager, som oftest i form af lidt gulerodsråkost. Vi er på en ørken ø, hvor alt skal importeres. Godt jeg ikke længere er vegetar …

Restauranterne har et sjovt system, hvor man forventes at bestille bord på forhånd. Men de åbner først kl. 20.00 (og lukker igen kl. ca. 21.30) så med mindre man er heldig at fange dem i gadedøren i løbet af dagen, skal man faktisk bestille dagen før. Efterhånden som vi lærer de forskellige restauranter at kende og finder ud af, at der (med få undtagelser) ikke er så stor forskel på standarden, tager vi dog chancen og spiser dér, hvor der er ledigt. Én af vores favoritter bliver Naida på torvet, som er en familiedrevet restaurant med et fantastisk interiør, hvor ikke to stole, duge eller borde er ens, TV’et kører i hjørnet og det hele er oplyst af et neonrør i loftet. Stedet har sin helt egen charme og serverer den bedste grillede ged og sværdfisk. En anden af vores favoritter er en lille bar med fire borde, hvor vi får rigtig god kylling.

I midten af vores anden uge beslutter vi os for at vove os lidt længere ud i virkeligheden og lejer Migrantes ”Quad”, en slags motorcykel med firhjulstræk. Gemalen kører og jeg sidder bagpå. Vi ser begge komplet idiotiske ud med vores hvide ”æggeskaller” på hovedet og snart er vi fuldstændigt dækket af fint, rødbrunt støv. Det er herligt!

Vi kører sydpå ad hullede jordveje og kommer gennem et par landsbyer, men det meste af tiden krydser vi ørkensletter med 180 graders himmel. Vi stopper betagede op ved et land-art kunstværk bestående af hundredvis af varder – små og store sten der er stablet oven på hinanden. Det ligner et miniput folk, forstenet i ørkenen. Efter cirka tusind billeder (heldigt vi har digitalt kamera med …) kører vi videre og kommer endelig til Santa Monica stranden, som er et af de mest spektakulære steder jeg har oplevet. Den er hele turen værd! Ikke bare de 2 timers kørsel fra Sal Rei, men HELE turen med bil fra Langeland til Hannover, hvor der er ventetid, og den otte timers flyvetur.

Vi kører til den fjerneste ende af stranden og det føles som verdens ende – på den gode måde. Vi smider alt tøjet og leger med bølgerne i den stærke brænding. Bagefter får vi medbragt vand, frugt og nødder og det lykkes mig at finde lidt skygge bag et gammelt, forladt fiskerskur. Selvom vinden køler lidt, er det hårdt at være i solen hele tiden.

Vores tur nordpå går langs stranden og vi mødes af det ene fantastiske syn efter det andet og det første meget lange stræk ser vi ingen andre mennesker end hinanden. Først da vi er ca. 8-10 km fra Sal Rei begynder vi igen at se tegn på civilisation: Her er bygget en del ressorts langs Chaves stranden, men de ser ud til langt fra at være fyldt op, selvom begyndelsen af januar siges at være én af højsæsonerne.

Lidt længere mod nord kommer vi forbi det helt nye ”fine” ressort, Riu, som på afstand ligner et sandslot og som min mand kalder ”Disneyland”. Der er tale om et såkaldt ”all inclusive” tilbud, hvor turisterne ikke behøver at blive konfronteret med den ubehagelige virkelighed udenfor reservatet. Når det er fuldt udbygget vil der være 3.000 sengepladser og det hele virker overdrevet og ude af proportion. Det værste er næsten, at de i den anden ende af øen er i fuld gang med at bygge endnu et ressort magen til. Blot en halv gang større …

Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig om, hvad det vil gøre ved øen fremover – hvis det da overhovedet kan lykkes de udenlandske ejere af disse mastodonter, at fylde så mange senge? Under alle omstændigheder kommer disse steder, desværre ikke til at skabe særligt mange lokale arbejdspladser og giver dermed ikke et ellers hårdt tiltrængt økonomisk løft til lokalområdet. Men jeg bliver også bekymret for, hvad denne form for turisme på sigt vil gøre ved de naturmæssige, kulturelle og arkitektoniske værdier, der endnu gør Boa Vista til et sted, det bestemt er værd at besøge.

Vores besøg er ved at være forbi. Vi har besluttet os for at købe CD’er med Cesaria Evora i lufthavnen, men CD butikken er lukket, så jeg må nøjes med nu at lytte til Evora’s ”Sodade” her: http://www.migrante-guesthouse.com/

Imens sender jeg en kærlig tanke tilbage til souvenir sælgeren, den brændende sol, de smukke kvinder, der med ranke rygge bærer store baljer på hovedet, bølgernes evige dans frem og tilbage på de øde sandstrande, de gøende hunde i aftenskumringen, lugten af støv og grillkul og smagen af den lokale rom. Salute!

© Sannie Terese Burén 2010 /Foto Sannie Terese Burén

Oprindeligt udgivet på Æbleegaardens blog